Postdoc Frederik Holm Rothemejer fra Aarhus Universitets Institut for Biomedicin får 2,5 millioner kroner fra puljen ” Unge Talentfulde Kræftforskere” under Kræftens Bekæmpelse. Bevillingen finansierer et forskningsophold på Dana-Farber Cancer Institute og Harvard Medical School i Boston, USA.

Nogle kræftformer har få symptomer og opdages derfor sent. Og immunterapi har indtil videre ikke haft den store effekt mod disse typer kræft. Frederik Holm Rothemejer mener derfor, at nye celleterapier har et kæmpe potentiale. De udnytter nemlig immunsystemets egenskaber ved at gøre kræftcellerne synlige, så de kan bekæmpes.
”Jeg skal på et treårigt forskningsophold i Boston, hvor jeg skal undersøge en ny celleterapi mod svære kræftformer som eksempelvis æggestokkræft og bugspytkirtelkræft. Her skal jeg klippe-klistre forskellige molekyler sammen til kunstige receptorer, der kan sættes ind i kroppens egne immunceller, så kroppens egne immunceller kan genkende og dræbe kræftcellerne,” siger Frederik Holm Rothemejer.
Han fortæller videre, at gen- og celleterapifeltet er i rivende udvikling, og at flere nye behandlinger for alvorlige sygdomme kommer frem hvert år. Forskerne har dog endnu ikke knækket koden til at angribe kræftformer, som laver knuder, uden alvorlige bivirkninger. Frederik Holm Rothemejer håber derfor, at forskningsprojektet, som bevillingen støtter, kan lede til en effektiv og sikker behandling til de ramte kræftpatienter.
Unge Talentfulde Kræftforskere-bevillingen er på 2.558.558 kroner over tre år.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)