Hvordan skal EU håndtere Trump?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Trump og hans drenge, Musk og Zuckerberg, lægger pres på EU politisk og socialt. Hvilket ben skal EU stå på?

Militært truer Trump helt uhørt verdens største ø, Grønland, som tilhører en anden NATO-stat, Danmark. Han truer også Panama, som ejer Panamakanalen, der blev bygget af USA i åreene 1904-14, men som Jimmy Carter har solgt for 1 dollar i den for 1970’erne typiske selvafpiskning og bondeanger hos tidligere kolonimagter.

Panamakanalen og Grønland har kun én ting til fælles: beliggenhed.

Trump må, som han ser det, hvis hans ambition om igen at gøre USA til en stormagt og genvinde magten i den vestlige hemisfære, vinde kontrol over begge: 

  • Panamakanalen, som er af afgørende betydning for USA militært, fordi  den væsentligt forkorter afstanden mellem USA’s øst-og vestkyst, men som  Kina har overtaget kontrollen med via 2 havne i  begge ender styret af et firma fra Hong Kong, dvs. Kina; 
  • og Grønland fordi Arktis, som forklaret af vores Store Rorgænger, André Rossmann, i en tidligere klumme, er det nye spændingsfelt mellem Rusland, Kina og USA, nu isen er ved at forsvinde og fordi det har en masse spændende sjældne jordarter og mineraler.

Trump truer indirekte med at lade europæerne kæmpe kampen mod Rusland i Ukraine alene, hvis de ikke prompte betaler de lovede 2% af deres BNP til NATO. Rygterne vil vide, at de 2% snart bliver hævet til 5% af NATO-landenes BNP.

EU’s reaktion har været radiotavshed undtagen fra Tysklands kansler, Olaf Scholz, som har gjort anti-Trumpismen til sin valgkampagnes hovedtema: rend mig.

Hans problem er, at både grønlænderne og Danmark allerede har givet efter for presset og erklæret sig villige til at forhandle med Trump.

Derudover er det en gratis omgang, da Scholz ikke forventes at overleve Tysklands nyvalg den 23. februar i år. Meget bedre ser det ikke ud for Macron, hvis regering af teknokrater er uden parlamentarisk opbakning, og som forventes at indkalde til nyvalg, som han også står til at tabe, til sommer.

Så EU står uden unionens to vigtigste ledere, når Trump meget snart efter præsidentindsættelsen den 20. januar 2025 forventes at mødes med Putin, mens der ingen møder er afsat i kalenderen mellem Trump og EU’s formelle ledere, ”udenrigsminister” Kaja Kallas fra stormagten Estland med 1.1 millioner indbyggere, EU-Kommissionens farveløse Præsident, Ursula von der Leyen, som kun blev hårfint genvalgt ved hemmeligt valg i 2024 via en række studehandler som i et nationalt demokrati absolut ikke ville have tålt at se dagens lys, samt Europarådets formand, hvad er det nu han hedder…, den portugisiske socialist, Antonio Costa, som flygtede fra ministerpræsidentposten i Portugal efter en korruptionsskandale i hans eget parti. 

Hvem i EU tager så skraldet, når Trump meget snart vender tilbage fra mødet med Putin med et våbenhvileforslag om fred i vor tid, hvis vi bare midlertidigt lader Putin beholde sine landvindinger i Østukraine og selvfølgelig Krim?

Vil ovennævnte Kaja Kallas, eller vores egen Mette F., som begge i EU har været en del af strammerne i Ukraine-støtten, steppe op eller vil EU-Parlamentet, med dets forkvinde, Roberta Metsola fra Malta, (befolkning: 542.000), som bedyrer at ville slås for Ukraine til den sidste ukrainer, træde i karakter? Er det her endelig en chance for vores kvindelige ledere til at vise, at de har hår på brystet?

Nå, et spøg et andet til side, som min gamle far altid sagde, indtil min moder fik sat en stopper for det.

Det skal nok gå alt sammen, og er der ikke noget om, at Putin er ved at få nok, og at Rusland er ved at bryde sammen indefra? Næppe. Og desværre er ønsketænkning en dårlig substitut for vanskelige valg i virkeligheden.

Hvad EU’s ledere, minus de grønlandske, ikke synes at have forstået, er, at Trumps sejr er et tektonisk skift, hvor amerikanere, på trods af alt, hvad eliten brugte af snavsede tricks, 2 rigsretssager, endeløse anklager på forbundsniveau i New York, Washington D.C., Miami og Atlanta, forsøg af Højesteretten i Colorado til helt at fjerne ham fra valglisten samt 2 attentatforsøg, alligevel genvalgte ham med det højeste stemmetal nogen Republikaner nogensinde har opnået. Eller måske på grund af.

Kort sagt, et paradigmeskift på linje med det, EU’s elite selv har travlt med at holde nede med alle fine og ufine midler i Østrig, Sverige, Slovakiet, Tjekkiet, Holland, Spanien, Portugal. Tyskland, Frankrig osv. 

EU’s elite, med én undtagelse, Italiens Giorgia Melone, leder af det eneste protestparti i EU, som er kommet til magten, og som  allerede har været i Mar-a-Lago og charmeret Trump og bedåret Musk, har endnu ikke forstået, at Trump og hans nye regering tager magten i sikker forvisning om, at de har et mandat: ikke blot til at ændre magtforholdene i USA ved én gang for alle slippe af med den øst- og vestkyst elite, hvis arrogance, endeløse krige, klima-puritanisme, skråsikkerhed og politiske korrekthed har ført landet i uføre, men til at ændre den FN-internationalisme, som er den underliggende årsag.

Der er en grund til, at bevægelsen hedder ”Gør Amerika Stort Igen”, og at Trump fra den første dag vil trække USA ud af Paris-klimaaftalen, verdenssundhedsorganisationen, WHO, FN’s Menneskerettighedsråd og UNWRA, FN’s ”støtteorganisation” i Gaza, som aktivt har støttet…. Hamas.

Derudover er hele USA’s politiske elite, ikke kun Trump, besat af det kommende opgør med Kina. Vi kan ikke lide at høre det, men selv om Ukraine-krigen og Europa er vigtige, er de ikke hovedprioriteten for USA.

Hvad EU’s elite endnu ikke indser, er, at disse grundlæggende holdninger i USA allerede er ved at få konsekvenser for EU og dets politiske system.

Bare to eksempler: Trumps bonkammerat og verdens rigeste mand, Elon Musk, gennemførte i begyndelsen af januar 2025 et interview på sin sociale platform, X, (tidligere Twitter, der under en tidligere ejer som bekendt lukkede Trumps konto midt under valgkampen i 2020) med lederen af det tyske protestparti, AfD, Alternative fuer Deutschland, Alice Weidel. (Weidel, som lever i et lesbisk forhold, hvilket er en af grundene til, at Musk nægter at kalde hende en nynazist, kalder sit parti ”alternativ” som svar på Angela Merkels gentagne undskyldning for at åbne EU for millioner af flygtninge, nemlig at hun intet alternativ havde).

Weidel interviewet udløste et ramaskrig af protester fra de etablerede partier om valgindblanding i Tyskland, hvor AfD ikke blot boykottes af de andre politiske partier, men også af medierne, hvilket er absurd givet den helt overvældende negative dækning af Trump i den tyske presse, samt at Musk som privatperson har ytringsfrihed og ret til at interviewe hvem han vil.

Men både AfD, som er imod flere flygtninge, imod EU og for atomkraft og Rusland i Ukraine-konflikten, og lignende protestpartier i de øvrige EU-lande, kan ikke i længden holdes ude af den politiske debat i EU.

Potentielt endnu mere betydningsfuldt er, at Mark Zuckerberg, ejer af Meta, har besluttet at fyre alle faktatjekkerne i Facebook, Instagram og WhatsApp med den begrundelse, at de har vist sig at være fulde af fordomme mod Republikanerne og andre anderledes tænkende.

Samtidig har Zuckerberg indrømmet, at Biden-administrationen tvang ham til at slette historier og nyheder om Covid-vaccinen og Hunter Biden’s lap top.

Fra nu af, siger Zuckerberg, som om nogen véd hvilken vej de politiske Trump-vinde blæser, skal alt, som ikke direkte er forbudt eller opfordrer til vold og oprør, være tilladt, inklusive ytringer som f.eks.:” Alle….(indsæt selv befolkningsgruppe) er ubegavede”.

Dette er stik imod EU’s politik som groft sagt er, at alle ytringer som ikke er tilladt, er ulovlige.

Det praktiske politiske problem er, at EU i sommeren 2024 indførte en lovgivning, Digital Services Act (DSA), hvis artikel 16 direkte forbyder ytringer, som er xenofobiske, truende, intimiderende, obskøne, vulgære eller racistiske.

Og påbyder medieplatformene i EU at indføre….faktatjekkere. 

I virkelighedens verden er der meget få ytringer, som ikke af den ene eller den anden læser eller seer kan opfattes som værende truende, vulgære eller racistiske, og netop hate speech-lovgivningen i EU’s medlemslande er da også historisk med flid blevet brugt af eliten til at lukke munden på systemkritikere.

Har nogen tal på, hvor mange medlemmer af Dansk Folkeparti har fået racismedomme? 

Hertil kommer, at DSA pålægger EU-Kommissionen at straffe medieplatforme, som ikke prompte fjerner sådanne ytringer, med bøder op til 6% af platformens årlige omsætning i hele verden. 

Ikke profit, men omsætning, og ikke kun EU, men hele verden!

Er der nogen som har fantasi til at forestille sig, at Trump, hvis EU-Kommissionen straffer Meta, hvis ejer, Zuckerberg allerede 2 gange har besøgt Trump i Mar-a-Lago, sidste gang i jakkesæt med dertil hørende ildrødt MAGA- slips, vil se passivt til, uden at pålægge tilsvarende straftold på EU-produkter?

Nej, vel?

Jeg tror, at Trumps sejr og 2025 bliver det år, hvor EU bliver tvunget til at tage stilling til sin egen politiske model.

Har EU leveret dets borgere, det man lovede, i form af forbedrede økonomier, velstand og velfærd eller er protestpartierne i stort set samtlige EU-lande et legitimt udtryk for frustration, vrede og utilfredshed med en forfejlet EU-integration?

Har EU’s selvvalgte internationale rolle som modvægt mod USA og eksponent for en FN-internationalisme, som har fejlet i Ukraine, i Gaza, i Mellemøsten, i Sydøstasien og i Hong Kong, og hvis fokus på internationale løsninger i klimakrisen og på flygtningespørgsmålet har mødt massiv folkelig modstand, været en ommer? 

Må EU en gang for alle indse, at drømmen om et militært samarbejde i EU til erstatning for NATO er ren fantasi, og at denne fantasi blot dækker over spørgsmålet: hvem vil vi helst være militært afhængige af? NATO, det vil sige USA, eller Frankrig, som åbenlyst puster til anti-USA-ilden i håbet om at sætte sig på EU-formandskabet på området?

Svarene på alle tre spørgsmål giver sig selv.

Trump eller ikke Trump.

Det kan kun gå for langsomt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)