​48-årig dømt: Hjalp narkoring med at smugle hash til en værdi af 135 mio. kroner

Særlig Efterforskning Vest, der efterforsker organiseret kriminalitet, har i længere tid efterforsket en narkoring, der har sendt hollandske og spanske lastbiler fyldt med hash til Danmark. I Arden modtog den 48-årige i løbet af 2017 og starten af i år flere lastbiler, som han hjalp med at læsse de ulovlige stoffer af i en lagerhal, inden de blev distribueret videre.

I alt fandt retten ham skyldig i at have hjulpet med at opbevare og videredistribuere i alt 2700 kilo hash. Det ville på gaden have en værdi af omkring 135 millioner kroner.

I marts slog Særlig Efterforskning Vest til og anholdt i alt 20 personer i en koordineret politiaktion. Heriblandt den 48-årige, der blev anholdt ved et lager, han ejer, hvor der lå over 800 kilo hash.

I dag faldt dommen så over ham. Den 48-årige blev idømt 5 års ubetinget fængsel. En dom, som anklager i Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen, er godt tilfreds med.

817 kg hash beslaglagde politiet, da de anholdt den 48-årige mand.

– Den 48-årige er ikke kendt af politiet for lignende kriminalitet, men sagen her viser, hvor stort netværket spænder, og hvor omfattende mængder narko, der er blevet smuglet. Ved at optrevle netværket har vi forhindret mange ton hash i at ende på gaden. Med dommen i dag viser retten, hvor alvorligt narkosmugling bliver taget, siger Morten Rasmussen, der dog fremhæver, at den 48-årige har samarbejdet med politiet.

– Retten har ved strafudmålingen tillagt det en meget stor værdi, at den tiltalte afgav fuld tilståelse, men også at han forklarede om andre personer i sagen. Det skal i praksis give en mildere straf, og det gjorde det også i dag, siger anklageren.

LÆS OGSÅ:  Politiet efterlyser vidner – mistænkelig mand tilbød bl.a. slik til 9-årig pige

Nogle af de anholdte og dømte i den omfattende sag er hollandske og spanske chauffører, som kom kørende i de hashlastbiler, som den 48-årige modtog.

Den 48-årige erkendte sin rolle i smugleriet og modtog dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)