Københavns Vestegns Politi fremstiller lørdag fire mænd, som sættes i forbindelse med et skyderi i Skovlunde fredag aften.
Fredag aften (28-09-2018) omkring kl. 19.15 rykkede Københavns Vestegns Politi talstærkt ud til Skovlunde efter anmeldelse om skud.
Den foreløbige efterforskning tyder på, at to personbiler – en sølvfarvet Volvo S70 og en sort Seat Altea – chikanerede hinanden under kørsel på Ballerup Boulevard i retning mod København, hvorefter de stødte sammen i krydset ved Bybjergvej. Her opstod slagsmål mellem mændene i de to biler også med brug af stikvåben – og på et tidspunkt blev der løsnet cirka 4-6 skud.
Ingen er meldt ramt af skud, men en 34-årig mand pådrog sig stiklæsioner og en 23-årig mand pådrog sig læsioner efter stik og stump vold. De blev anholdt fredag aften.
I løbet af natten til lørdag blev yderligere to mænd på hhv. 19 og 25 år anholdt.
Alle anholdte er fra Ballerup-området, og de vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag med begæring om varetægtsfængsling. Retsmødet vil blive begæret holdt for lukkede døre, derfor er det meget begrænset, hvad politiet kan frigive om efterforskningen på nuværende tidspunkt.
– Der ser ud til at være tale om uoverensstemmelser mellem personer fra Ballerup-området og intet tyder på, at der er nogen sammenhæng til den verserende bandekonflikt i Storkøbenhavn, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
Han roser mange borgere for at have henvendt sig med oplysninger i sagen til politiet og opfordrer til, at man ringer til Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48 eller via 114, hvis man skulle have en viden om hændelsen.