1½ – dreng fik stød

Tølløse – Holbæk

Kl. 10.34 i går anmeldte faderen til en dreng på 1½ år fra Tølløse, at drengen og hans mor var blevet kørt på skadestuen, efter at drengen havde fået et stød fra en elledning under ophold på biblioteket.

En patrulje kørte til selvbetjeningsbiblioteket, hvor politiet fandt en forlængerledning med defekt stik, således at nogle strømførende ledninger var blotlagt. Politiet rekvirerede Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut til at kigge nærmere på forlængerledningen. Sikkerhedsstyrelsen blev også underrettet om ulykken, så en sagkyndig derfra kom også til biblioteket for at vurdere skaderne og omstændighederne ved ulykken.

Den foreløbige konklusion var, at dele af hunstikket på forlængerledningen var trådt i stykker af en ukendt person ved et uheld, så strømførende dele i hunstikket var blevet blotlagte. Drengen havde så under opholdet på biblioteket i et ubevogtet øjeblik pillet ved forlængerledningen, så han havde fået et stød.

Drengen blev indlagt til observation på sygehuset, men havde det efter omstændighederne godt. Politiet afventer nu udtalelser fra de to sagkyndige myndigheder for at kunne afgøre, om nogen kan drages til strafferetlig ansvar for ulykken.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)