1 år med corona: Naturen er for alvor flyttet ind i vores liv

Tællertal fra udvalgte statslige naturområder og digitale besøgstal viser en klar stigning i efterspørgslen på udflugter og oplevelser i vores fælles natur. Der er masser af plads til alle derude i foråret, så længe vi spreder os og opsøger de mindre besøgte naturperler.

Det er et år siden, at COVID-19 lukkede store dele af Danmark ned. Men mens meget andet har været lukket, har naturen været åben. Og det kan mærkes derude.

Naturstyrelsens medarbejdere over hele landet har alle oplevet flere mennesker på stierne i naturområderne, flere overnattende på lejrpladserne og flere henvendelser fra borgere.
Tællere i udvalgte naturområder viser også en klar stigning i antallet af besøgende på op til 125 procent i 2020 sammenlignet med året før.

– I naturen er der plads til at holde afstand, og naturen har været, og er stadig, vores fælles åndehul i en svær tid. Vi har som langsigtet mål at få endnu flere danskere ud i vores fælles natur, men der var ingen, der havde forudset, hvad en verdensomspændende pandemi ville gøre ved vores brug af naturen. Forhåbentlig vil vi fortsat se masser af glade mennesker i naturen, nu hvor foråret er kommet. Vi opfodrer til også at opsøge de mere ukendte perler derude, for jo mere vi spreder os, jo nemmere er det for alle at holde den nødvendige afstand, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.

LÆS OGSÅ:  DI om nedlukning: Så snart verden åbner, bør coronapas og vacciner til eksportmedarbejdere på plads

Naturstyrelsen har i årets løb haft stort fokus på at informere om mulighederne i de statslige naturområder – herunder også de mere ukendte naturperler. Det sker i forlængelse af, at Naturstyrelsen løbende arbejder på at gøre naturen mere tilgængelig for flere, eksempelvis via digitale løsninger. Netop de digitale løsninger er der mange, der har gjort brug af. Trafikken på det digitale kort over friluftsmuligheder udinaturen.dk og Naturstyrelsens digitale naturguider har været mere end dobbelt så stor som samme periode året før. Det tyder altså på, at vi bruger mere tid på at klikke os frem til nye udflugtsmål i naturen bag skærmen.

Naturen er robust
Markant flere end ellers har fundet vej til stier, mountainbikespor og bålsteder i de statslige naturområder – og med det kommer spørgsmålet, om naturen mon kan holde til det?

– Det er meget positivt, at vores fælles natur er blevet en del af folks hverdag, weekender og ferier. I de statslige naturområder er veje og stier anlagt i de mest robuste dele af skoven for at tage mest muligt hensyn til dyr og planter. Naturen kan godt klare de mange ekstra besøgende, så længe vi overholder nogle simple regler. Vi skal tage hensyn og holde afstand til vilde dyr og andre besøgende i skoven, holde hunden i snor og tage vores affald med hjem igen. Så er der rig mulighed for, at vi alle kan få endnu flere gode naturoplevelser i de lyse forårsmåneder, siger Mads Jensen.

LÆS OGSÅ:  10 nye guider: Tag en afstikker ud i naturen i påskeferien

Fakta: Tre gode steder at starte turen
Vil du ud i naturen i foråret, så er her tre hjemmesider med masser af inspiration til, hvor du kan tage hen og hvad du kan lave:

Udinaturen.dk: På udinaturen.dk kan du finde et samlet kort over vandreruter, bålsteder, skove med fri teltning parkeringspladser og meget mere.

Nst.dk/naturguider: På Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde digitale guider med deltaljerede beskrivelser og tips til over 200 statslige naturområder.

Voresnatur.dk: På hjemmesiden voresnatur.dk er der masser af inspiration at hente til oplevelser og i naturen. Find ture og aktiviteter samt opskrifter på vild mad, tips til at sejle i kajak og meget mere.

Fakta: Tællertal fra tre udvalgte områder

Bøllemosen v. Skodsborg/Nordsjælland:
Fra januar 2020 –januar 2021: Stigning på ca. 110%

Røsnæs v. Kalundborg:
Fra januar 2020 – januar 2021: Stigning på ca. 125%

Nordre Fælled v. Randers:
Fra januar 2020 – januar 2021: Stigning på ca. 80%

 

Fakta: Webtrafik

Naturguider på nst.dk 11/3-31/12 -2020 11/3-31/12 -2019 Stigning
Unikke besøgende                     1.054.058 472312 123%
Udinaturen.dk 1/3-31/12 2020 1/3-31/12 2019 Stigning
Unikke besøgende 1.204.060                   566.971 112%


Ny i naturen: 3 gode råd til din tur

  • Hold afstand til andre – find et andet sted, hvis der er mange mennesker.
  • Husk, at hunden altid skal være i snor af hensyn til andre besøgende og de vilde dyr – lige nu får mange dyr unger.
  • Gør naturen og de andre besøgende en tjeneste og tag dit affald med hjem – det gælder også toiletpapir.
LÆS OGSÅ:  Stor stigning i angst og depression under pandemien

Læs mere om god stil i naturen: www.flinkafnatur.dk

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)