Bøn før evangelielæsning:
(Salme 86 v. 11)
Lær mig, Herre, din vej, at jeg kan vandre i din sandhed;
vend mit hjerte til dette ene:
At frygte dit navn.
I Faderens og sønnens og Helligåndens navn: AMEN
Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog kap. 5,9-19:
Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! Jo større velstand, des flere til at æde den; hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet? Arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove. Der er et slemt onde, jeg har set under solen: opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige. Denne rigdom kan gå tabt ved et uheld, og får han en søn, bliver der ikke noget til ham. Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort. Hvad udbytte har han af at slide for vinden? Han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgrelser. Det er, hvad jeg har set: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet. Amen
Denne hellige epistel skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timotheus kap. 6, 6-12:
Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter. Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas kap. 12,13-21:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Amen
Prædiken
Der er umiddelbart to pointer i bibelteksterne til i 1. søndag efter trinitatis.
Pointerne er ganske simple og ligefremme. De er udtryk for holdninger som deles af langt de fleste mennesker. I hvert fald i vores kultur som ganske vist er postkristen men som dog stadig har mange rester af den kristne livsanskuelse i sig.
Vi handler ganske vist næsten alle i modstrid med disse pointer, men ikke desto mindre er vi enige i dem.
Den første pointe i teksterne er, at det ikke er magt og velstand som gør et menneske lykkeligt.
I teksten fra Prædikerens Bog i Det gamle Testamente hører vi:
“Den der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den der elsker rigdom får intet udbytte af den. Også det er tomhed.”
Tekster magen til denne kan findes gennem hele den jødiske og kristne historie. Ofte tekster som tager udgangspunkt i det paradoks som det er, at rige mennesker ofte ikke får færre bekymringer af at være rige, men tværtimod flere. Som Prædikeren også skriver:
“Arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove.”
Det er den ene pointe.
Den anden pointe er, at det er uklogt at trække for store veksler på fremtiden, thi vi ved jo aldrig om vi kommer til at opleve den.
Som det lyder i det gamle danske ordsprog: “Den som gemmer til natten gemmer til katten
Det er den anden pointe. Og som sagt er det nok næsten umuligt at finde nogen i vores kultur som ikke kan skrive under på begge to. Men lad os så se nærmere på hvorfor næsten alle er enige i, at der er noget som er uendeligt vigtigere end materiel fremgang og succes i denne verden.
Det er jo egentlig mærkeligt. Til alle tider har der jo været en evig kamp om tilrane sig flest mulige materielle goder. Magt og velstand er de to ting som næsten alle mennesker har stræbt efter, –og misundt og beundret andre for at have.
Hvad enten folk vil det eller ej, så behandler de næsten altid den rige og magtfulde bedre og med større respekt end den fattige. Også selvom han måske er kommet til sine penge på ufine måder.
Vi lægger altid en særlig opmærksomhed for dagen når vi møder et meget rigt menneske også selvom vi egentlig selv synes det er forkert.
Især i vores tid, hvor der ikke er så mange andre målestokke, er det som om penge i sig selv adler. Indtil for 150 år siden var det jo sådan at ham som blev rig ikke derved kom blandt de fine i samfundet, men han kunne give sine børn en dannet opdragelse og uddannelse og så kunne anden eller tredje generation en del af samfundets dannede top og f.eks. blive adlede eller gift ind i adelen.
Hvor stor rigdommen end var så tog det mindst 3 generationer at komme til tops i samfundet.
I dag er vejen direkte. Enhver som får skrabet penge eller magt til sig bliver alene derved blandt de mest agtede i samfundet.
“Han har nu alligevel gjort det godt” siger man anerkendende også selvom metoderne måske var tvivlsomme. Om ikke andet så kan han, når han ikke længere har brug for de tvivlsomme metoder, tage afstand fra sin fortid men beholde de frugter den gav ham.
Millionærdatteren bliver da pudsigt nok også noget mere respekteret end invalidepensionistens datter, ligesom den magtfulde mands søn bliver det.
Således er det i enhver lille by og sådan er det i den store sammenhæng.
Alligevel vil selv de mest penge- og magtfikserede mennesker også i dag – hvis de blev spurgt – straks svare at penge og magt ikke er blandt de vigtigste ting i verden. Og der er mærkeligt.
Tænker man grundigt efter, så må man jo indrømme at det mest naturlige er at bruge sit liv på udelukkende at stræbe efter velstand og magt. Helst på én gang.
Det er jo netop det eneste ethvert dyreliv handler om. Biologien kan fortælle os, at ikke blot 99,9% men 100 % af et dyrs energi bruges på overlevelse for dyret selv og dets afkom.
Så hvis mennesket kun var et dyr – hvis vores oprindelse, såvel vores legeme som vores sjæl og ånd, alene var noget som var blevet skabt af naturens udvikling, så ville materiel velstand og magt også være den eneste målestok for et menneskeliv.
På lederkurser siges det f.eks. at det er vigtigt for ens erhvervsmæssige succes at man har det godt på ”hjemmefronten.” Tænk selve ordet: Hjemmefronten. Ordet indebærer, at man ser såvel arbejdslivet som familielivet som en krig. Og det siges så på en måde der gør familielivet til noget sekundært, dvs. noget andenrangs der skal gøre os endnu mere succesfulde ude på den egentlige slagmark.
Ligeledes kan man også i erhvervskredse og til ledelseskurser høre at det er vigtigt for af afstresse med åndelige kulturelle interesser. Også her gøres det åndelige så til et middel til materiel succes.
Hvis dette nu er sandt, så er det meningsløst at sige: “Mennesket lever ikke af brød alene”, thi så er alt andet, også kunst, religioner, medfølelse, en god samvittighed, kærlighed osv. blot midler som skal gøre os bedre til at skaffe os brød. Sådan er det hvis mennesket kun er et biologisk væsen og kun stammer fra dyrene.
Men det ved vi alle godt er usandt. Enhver véd, at det for mennesket forholder sig modsat: Det er alt det ydre, alt det fysiske, alt det materielle som er til for åndens skyld. Det materielle er kun et middel som skal hjælpe med at give plads til det åndelige.
Det ved vi alle godt så snart vi tænker os om men alligevel har vi igen og igen brug for at få det at vide. Det pudsige er nu, at jo rigere mennesker eller hele samfund bliver, jo mere brug har man for at få det at vide.
Der er naturligvis intet galt med at være rig, og der er intet galt ved at spare sammen og sikre sig selv og ens børn en materiel god fremtid.
For som der engang var en der sagde: “Man bliver ikke lykkelig af at han penge, men de gør ulykken nemmere at bære.”
Det er sandt nok, men al erfaring fortæller bare også at rigdom oftest bliver til ulykke for såvel mennesker som for hele samfund.
Et af verdens mange paradokser er nemlig, at jo flere penge man har, jo mere går man op i at skaffe sig flere. Vi tror at penge gør os frie, men de fleste rige er tværtimod pengenes slaver. Er man superrig eller super magtfuld bliver man i nutidens grænseløse virkelighed tilmed nødt til at leve bag pigtråd og koranklodser og ens børn må følges i skole af livvagter.
Paulus har ganske ret når han i epistelteksten siger: “Kærlighed til penge er roden til alt ondt”,
Igen må man spørge: Hvorfor bliver mennesker ikke lykkelige af penge, ja hvorfor bliver mennesker tværtimod mere ulykkelige af både penge, berømmelse og magt?
Hvis mennesket kun var et dyr ville det ikke give mening. Men fordi mennesket er skabt af Gud, skabt i Guds billede – og derfor skabt til den frihed som kun kan skænkes os i Jesus Kristus – derfor bliver mennesket altid ulykkeligt når det går andet end søgen efter sandheden til meningen med deres liv.
Den søgen som når sit mål i troen på den korsfæstede og opstandne frelser, Jesus Kristus.
Løgnen gør altid ulykkelig og trældom gør altid ulykkelig.
Men sandheden gør dig fri, også selvom denne skulle koste dig livet i denne verden.
Derfor kan kristne martyrer gå lykkelige i døden. De er bundet til den himmelske sandhed, bundet til Jesus Kristus. Derfor er de frie i denne verden. Derfor siger Paulus til os:
”Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!”
Mennesket er skabt til det evige liv i Guds rige. Derfor kan denne verdens rigdom ikke hjælpe os til at finde meningen med livet.
Meningen med livet kan kun findes ved det hellige alterbord i den kristne kirke.
Ved alterbordet modtager vi det største og mest værdifulde et menneske kan modtage. Så er vi rige hos Gud.
AMEN
Kirkebøn
Lov og Tak og evig Ære være dig, vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,’ Du som var er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Vi beder dig
Giv os nåde til at bede således, at vi vender os mod dig med såvel hjerte som læber og fortjener at blive hørt.
Du er allestedsnærværende, fra dig kan ingen hemmelighed skjules. Må vor viden om dette lære os at samle vore tanker om Dig med ærbødighed og hengivenhed, således at vi ikke beder forgæves.
Først og fremmest beder vi for din hellige kirke på jorden.
Beskærm den gennem storm og trængsler og bevar den fra falsk tryghed og verdens tillokkelser indtil fuldendelsen i evigheden.
Rens din kirke for kætteri og vantro. Giv os rettro biskopper og præster.
Flyt ikke lysestagen fra den gamle kristenhed, men ophold dit ord og dine sakramenter uforfalskede iblandt os. Lad alle kristne vokse i nåde og kundskab om din vilje.
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Giv vor verdslige øvrighed et gudfrygtigt kristent hjerte, så den regerer i korsets lys, modstår magtens djævelske fristelse, og forsvarer frihed og retfærdighed.
Velsign og bevar vor dronning Margrethe II, prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og Hele det kongelige hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.
Men over alle andre velsignelser for os selv og vore medskabninger, O Gud, trygler vi dig om at styrke vor sans for din nåde ved din forløsning af verden, for værdien af den hellige tro i hvilken vi er blevet opdraget, således at vi ikke, ved vor egen forsømmelse bortkaster den frelse, Du har skænket os, eller er kristne blot af navn.
Hør os, almægtige Gud, for hans skyld, som har forløst os og lært os at bede:
Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.