Mette Frederiksens regering har foreslået en forringelse af seniorpensionen uden at oplyse om, at det vil ramme 10.000 personer frem mod 2030, skriver Berlingske.
”Regeringen foreslår, at seniorpensionen slås sammen med Arne-pensionen til en ’Arne plus’-pension. Arne plus er ikke noget plus for folk, der er berettiget til seniorpension. Tværtimod, de får udsat retten til at trække sig tilbage med tre år og kommer på en lavere ydelse, end de ville have fået som seniorpensionister.
Vælgerne har da også gennemskuet problemet til trods for regeringens røgslør og anvendelse af plusord. Danskerne foretrækker seniorpension frem for Arne- og Arne plus-pension.
Det store flertal af de 10.000 vil blot komme på en anden, og ringere, ydelse eller blive henvist til selvforsørgelse. Hovedproblemet med regeringens pensionsreform er, at et socialdemokratisk ønske om at give en rettighed til tidlig pensionering til alle trumfer hensynet til de reelt nedslidte. De reelt nedslidte er taberne i regeringens udspil, mens vinderne er arbejdsduelige personer, der får mulighed for tidlig pensionering betalt af skatteyderne”.