10 år efter krisen: Hvordan har dansk økonomi klaret sig?

Det er 10 år siden, at den internationale finanskrise kom til Danmark i efteråret 2008. Den økonomiske krise ramte hårdt, og lavkonjunkturen i kølvandet på krisen har været lang.

En ny analyse fra Danmarks Statistik giver et overblik over udviklingen i en række centrale nøgletal under og efter finanskrisen. Udviklingen sammenlignes med de to forrige nedgangsperioder i dansk økonomi, nemlig krisen efter kartoffelkuren i 1980’erne og lavkonjunkturen i starten af 2000’erne.

Analysens hovedkonklusioner: 

  • 10 år efter finanskrisen kom til Danmark, er mange af de økonomiske nøgletal, som er belyst i denne analyse, tilbage på før-krise-niveauet, men det betyder ikke, at dansk økonomi befinder sig i samme højkonjunktur som i 2007. Investeringerne og de reale priser på enfamiliehuse ligger fortsat lavere, og ledigheden er højere end før krisen.
  • Genopretningen efter finanskrisen har taget længere tid end efter lavkonjunkturen i starten af 2000’erne og kan sammenlignes med tiden efter kartoffelkuren i 1980’erne, dog steg fx BNP og eksporten mere efter kartoffelkuren sammenlignet med efter finanskrisen.
  • Efter finanskrisen steg antallet af uddannelsessøgende uden for arbejdsstyrken, hvilket også kunne ses under de to forrige tilbageslag. Desuden faldt fertiliteten efter finanskrisen og er fortsat lavere end før krisen.