10 søndag efter Trinitatis


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Ez 33,23; Ez 33,30-33 *

Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Herrens ord kom til mig: Du, menneske, dine landsmænd sidder langs murene og i døråbningerne og taler om dig. De siger til hinanden: »Kom dog og hør det ord, der udgår fra Herren!« Så stimler de sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem. Når det kommer – og det vil komme – skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem.

Hebr 3,12-14

Epistlen skrivers i brevet til hebræerne: Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men formán hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.

Matt 11,16-24

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spist eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

10. s. e. Trinitatis Jesus er i dag i gang med at revse sine samtidige: ”Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spist eller drak, og folk siger: ”Han er besat!” Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: ”Se dén frådser og dranker, ven med toldere og syndere!”” Med andre ord: ingen kan bevæges til noget som helst, hverken at danse af glæde eller græde af sorg – folk er simpelthen ligeglade.

De har det ligesom Søren Kierkegaard beskriver det i Enten Eller: ”Når jeg står op om morgenen, går jeg straks i seng igen. Jeg befinder mig bedst om aftenen, i det øjeblik, jeg slukker lyset, trækker dynen over hovedet. Endnu engang rejser jeg mig op, ser mig med en ubeskri­velig tilfredshed om i værelset, og så godnat, ned under dynen. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse, jeg gider ikke gå det er for anstrengende, jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum; jeg gider slet ikke.”

Kierkegaard havde nemlig gennemskuet, at når lidenskaben og entusiasmen forsvinder, så bliver resultatet slet og ret kedsomme­lighed. Der er ingenting, der er noget ved, ingenting, der kan vække sorg eller vrede og heller ingenting, der kan vække glæde og lyst. Det er nemlig lidenskaben, der sætter gang i alle disse ting, både i de dystre og de jublende følelser. Men Kierkegaard savnede lidenskaben. Den manglede simpelthen. Alting skulle bare glide, stille og roligt, pænt og ordentligt, så at ingen kunne gøre hinanden kede af det – eller glæde hinanden for alvor. Folk var blevet det, som han kaldte spidsborgere, en kedsommelig flok ulasteligt pæne mennesker, hvis største frygt var, at man skulle kunne finde noget at udsætte på dem. Lad andre klage over, at tiden er ond, siger Kierkegaard, jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden lidenskab!

Jesus klager i dag på samme måde over sin tids ”usselhed” og mangel på lidenskab. Ingenting kan ryste eller gribe. Hverken Johannes Døber eller Jesus kan bevæge menneskene til andet end hovedrysten og måske lidt småborgerlig forargelse. Og det er i grunden mærkværdigt. Prøv at genkalde jer Johannes Døber for jeres indre blik. En mand, der lever i ørkenen, klædt i kamelhår; han spiser kun græshopper og vild honning. Og han råber ting som: ”Omvend jer, øgleyngel!” og ”tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene der.” Det er faktisk temmelig provokerende. Men rører det folk? Næh, såmænd. De betragtede ham bare som en rigid fanatiker, en særling af en eneboer som ingen pæne folk kunne tage alvorligt. Bod og omvendelse, ja ja, det kan såmænd være godt nok for dem, der har brug for den slags, men ikke for os.

Vi er anstændige mennesker og vi har ikke brug for at blive korrekset af en mand, der går i grimt tøj og har mærkelige madvaner. Sådan en lyseslukker. Og Jesus? Jamen han var i den anden grøft; han åd og drak og muntrede sig alt for meget, og så plejede han omgang med hvem som helst ad. Og så de ting, han sagde: ”Dine synder er dig forladt.” Hvad for nogle synder? Der er da ikke nogen syndige mennesker her, her går det godt, stille og roligt.

Åh jo, de dér suspekte individer, han omgikkedes: toldere og ludere og den slags, de kunne såmænd nok have brug for tilgivelse med det liv, dé førte. Men på den anden side: hvad har den slags egentlig gjort for at gøre sig værdige til tilgivelse? Burde de ikke snarere have at vide, at de skulle skamme sig? For anstændige mennesker var der i hvert fald ingen grund til at tage Jesus alvorligt med al hans snak om barmhjertighed tilgivelse. Tilgi­velse for hvad? Vi har ikke gjort nogen noget. Altså kommer det ikke os ved, hvad han siger.

Kierkegaard revsede sin samtid og Jesus ”denne slægt”. Men hvem er ”denne slægt?” Når vi læser i Bibelen, så er ”denne slægt” altid os selv. Det er os, Jesus taler til, både når han irettesætter og når han trøster. Og det er påfaldende, som hans ord kan blive ved med at være aktuelle. For vi lever i en lidenskabsløs tid. Det gælder om at kunne distancere sig, betragte alting fra afstand og helst ikke blive alt for opslugt af noget bestemt. Det anses ikke for i overensstemmelse med god smag at tale i det høje stilleje om noget som helst. Alting, enhver passion, skal tværtimod helst snakkes ihjel. ”Slap nu af”. ”Sæt dig nu ned og lad os snakke om det”. ”Der er ingen grund til at slå i bordet”. Altid skal man snakke sig til enighed, mødes på midten, give køb, gå på kompromis. Hvorfor i grunden? Tror man virkelig i ramme alvor, at verden vil blive skønnere at leve i, hvis alle mennesker får slebet de skarpe kanter af?

Tror man virkelig, at vi vil ende med at blive gladere, hvis vi alle lærer at tøjle vores engage­ment, og slukke vores indre brand? Nej, vi ender som u-bevægelige spidsborgere, så kedsommelige og lidenskabsløse, at vi næsten lige så godt kunne være døde. Men igen – i vores tilstand af dødsens kedsommelighed – taler Jesus til os og siger, som han sagde til enken fra Nains døde søn: ”Rejs dig op” og til Lazarus: ”Kom herud!” Kom ud af den grav, du har gravet dig selv, af tryghed og pænhed og diplomati, kom ud og risikér noget, vov at sætte dit liv til – du skal bruge det talent, du har fået givet og ikke grave det ned af frygt for at miste det.

Hav mod til at lade dig gribe, når du hører Guds Ord tale til dig, og svar: ”Ja, det er sandt! Det er virkelig sandt! Det vil jeg sætte alting ind på, at det er!”, hav modet til at leve og dø på hans ord. Og hans ord, det mægtigste, der nogensinde er talt, det er: at du – du, synder, for du er en synder og det ved du, hvis du ikke bedrager dig selv – du er stillet for Guds domstol som skyldig til straf, men Han lader nåde gå for ret, og derfor benåder han dig, slår en streg over alt, hvad du skylder.

Han oprejser dig af graven og skænker dig et nyt liv, ikke bare ved dåben, ikke bare ved tidens ende, men hver eneste dag gør han dit liv nyt og evigt. Det er der grund til at juble og glæde sig over med høje halleluja-råb! Onde vi vare og døde som stene, Hårde i hjertet som marmor og stål Det var din mægtige styrke alene, Som os fik reddet og nå’de sit mål, Lod os ved Ånden i ordet fornemme Frelserens levendegørende stemme Halleluja! Halleluja!

Amen.

 

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb