Site icon 24NYT

12.000 færdselssyndere sigtet

Foto: Niclas Jessen

Landet over havde politiet i uge 4 en række målrettede færdselskontroller. Cirka 12.000 trafikanter blev sigtet for at bryde færdselsloven.

Foto: Niclas Jessen

I perioden fra mandag den 25. januar til søndag den 31. januar 2021 gennemførte politiet målrettede færdselskontroller for at sætte fokus på ”Sikre veje”.

Ved de målrettede færdselskontroller blev der konstateret mere end 12.000 overtrædelser af færdselsloven. Mere end 8400 af overtrædelserne var i kategorien trafikfarlige:

• Knap 7.200 blev sigtet for ikke at overholde hastighedsbegrænsningerne
• Lidt mindre end 650 anvendte håndholdt telekommunikationsudstyr
• Knap 100 blev sigtet for spirituskørsel
• Knap 230 blev sigtet for narkokørsel
• Lidt mindre en 130 blev sigtet for at køre frem for rødt lys
• Knap 330 blev sigtet for kørsel uden førerret

”Vi skal kunne færdes sikkert i trafikken, og vi skal alle sammen føle os trygge, når vi bevæger os fra A til B, men hver eneste dag hører vi desværre om uheld i trafikken. Uheld der måske kunne være undgået, hvis vi havde været opmærksomme, haft fokus på at færdes i trafikken, løftet foden en anelse fra speederen, haft overskud til andre i trafikken, udvist empati, undladt at køre påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer og helt generelt bare havde givet plads til hinanden og fulgt færdselsreglerne”, siger Christian Berthelsen, Politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

 

”Hver ulykke er én for meget, men overholder vi færdselsreglerne, og færdes med respekt og omtanke for hinanden, så kan vi nedsætte risikoen for uheld betragteligt”.

Status på ulykker i Danmark – I 2019 omkom 199 personer i trafikken i Danmark og 1822 personer kom alvorligt til skade. Kigger vi på de seneste 5 år er niveauet stort set uændret, både når vi kigger på antallet af dræbte og tilskadekomne.

 

Frem mod år 2030 har færdselssikkerhedskommissionen fastsat en målsætning om højst 90 dræbte og 900 alvorligt tilskadekomne i trafikken i Danmark.

Exit mobile version