13-årig dreng bidt af hund

Overtrædelse af hundeloven, Helsingør

Klokken 20.33 i går blev det anmeldt på vegne af to henholdsvis 12- og 13-årige drenge fra Helsingør, at de omkring klokken 20.10 var blevet bidt af en hund i snor i viadukten ved Troldehøj på H P Christensensvej. Den 12-årige var blevet bidt i hånden, mens den 13-årige meldte at være blevet bidt i anklen.

I mellemtiden havde hundens ejer, en 40-årig kvinde fra Helsingør, selv kontaktet Nordsjællands Politi, idet hun havde forsøgt at udveksle kontaktoplysninger med de to drenge, men da dette ikke var lykkedes, valgte hun selv at informere politiet om hændelsen.

En patrulje kørte først ud og afhørte den 12-årige, hvorefter den 40-årige kvinde blev besøgt af politiet og i første omgang sigtet for overtrædelse af hundeloven. På grund af det fremskredne tidspunkt på døgnet blev det i fællesskab besluttet, at afhøringen af den 13-årige skulle vente.

Det er endnu for tidligt at konkludere, om episoden får nogle konsekvenser for hunden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)