14-årig kørte galt på stjålet motorcykel

Østjyllands Politi fik mandag kl. 20.45 en anmeldelse om, at en ung mand havde stjålet en motorcykel fra en privatadresse ved Skødstrup. En 37-årig mand havde sat sin motorcykel til salg på nettet, og han havde lavet en aftale med en mulig køber, der kom for at se på motorcyklen og få en prøvetur.

Det endte dog med, at den unge mand aldrig kom tilbage fra prøveturen, og den 37-årige anmeldte derfor sagen til politiet.

Kort efter opdagede en patrulje den stjålne motorcykel på Ryhavevej tæt på Åby Ringvej. Her eftersatte politiet motorcyklisten, der ikke frivilligt ville standse.

Det endte dog galt, da han efter en kortere eftersættelse mistede kontrollen over motorcyklen og kørte ind i et hegn og væltede. Føreren viste sig at være en kun 14-årig dreng, som havde fået nogle brud på benet, som han blev kørt til behandling for.

Drengens forældre og de sociale myndigheder blev underrettet, og motorcyklen blev leveret tilbage.

Hvis du har en bil, motorcykel eller andet køretøj til salg og en mulig køber vil have en prøvetur, så husk at du har pligt til at sikre dig, at vedkommende har et gyldigt kørekort. Bed evt. om noget id i pant, inden du låner køretøjet ud.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)