En 15-årig pige blev søndag aften udsat for blufærdighedskrænkelse i en lejlighed på Jettesvej i Brabrand. Den 15-årige skulle hente noget i lejligheden og var en smule utryg ved det, og havde derfor aftalt med en venindes mor, at hun skulle kontakte politiet, hvis der gik mere end 10 min. Venindens mor havde efter 10 min fået en sms fra den 15-årige om, at hun skulle ringe efter politiet.
En patrulje kørte hurtigt til adressen og bankede på døren, men ingen svarede. Betjentene brød derfor døren ind, og fandt her den 15-årige pige. Pigen forklarede, at hun var i lejligheden for at købe hash. Da hun ankom spurgte manden, som hun kendte navnet på, om hun ville blive og sove. Da hun takkede nej havde han sagt, at hun ikke ville få lov at gå foreløbig.
Den 15-årige fortalte, at manden havde befølt hende på brysterne og lagt hende ned. Da hun satte sig op igen, havde han tage fat i hendes ben. Hun havde flere gange bedt ham stoppe, men det ville han ikke. På et tidspunkt ankom en anden mand til lejligheden, og han lod herefter den 15-årige være. Begge mænd hoppede ud af vinduet, da politiet ankom. Pigen mente ikke, at nogen af de to mænd boede i lejligheden.
Manden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- 23 år
- 170-180 cm høj
- Muskuløs kropsbygning
- Brun hud og brune øjne
- Sort, karseklippet hår
- Fuldskæg og overskæg, ca. 5 cm.
- Talte arabisk/engelsk
- Iført sort T-shirt, sorte joggingbukser, hvide strømper og ingen sko
Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger om manden, på tlf 114.