151 unge mistænkt for spredning af børnepornografi

Københavns Vestegns Politi efterforsker aktuelt 151 anmeldelser om distribution af seksuelt krænkende materiale.

Efterforskningen sker som led i den landsdækkende ’Operation Umbrella’, som nationalt omfatter ca. 1.000 personer, der er sat i forbindelse med deling af seksuelt video- og billedmateriale med en pige og en dreng på 15 år.

31 af de 151 sager, Københavns Vestegns Politi efterforsker, drejer sig om unge under 18 år – de øvrige 120 er op til 24 år gamle. Sagerne fordeler sig på hele Vestegnen.

– Ud over at det kan have meget voldsomme konsekvenser for ofrene, når sådant materiale deles, kan det også få vidtrækkende konsekvenser for dem, som deler materialet, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Vurderer domstolene, at der i den konkrete sag er tale om en overtrædelse af straffelovens §235 om udbredelse af børnepornografisk materiale, kan straffen være bøde eller en frihedsstraf, og dertil kommer, at dommen vil fremgå af straffeattest og børneattest.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at efterforskerne aktuelt er ved at indkalde de mistænkte, som afhængigt af det individuelle mistankegrundlag og alder kan blive sigtet og afhørt i overværelse af forældre, værger, sociale myndigheder og eventuelt forsvarsadvokat.

– De får nu mulighed for at afgive forklaring, hvorefter vi oversender deres sag til anklagemyndigheden, som tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses tiltale, siger Peter Malmose.

Del aldrig børneporno

  • Del aldrig materiale med børnepornografisk indhold
  • Slet det straks, hvis nogen sender det til dig
  • Anmeld mistanke om distribution af børneporno til politiet


Læs mere om sagen her
Over 1000 unge sigtes for distribution af seksuelt krænkende materiale (15-01-2018)


Pressekontakt

Pressetelefon 7258 0600.


Straffeloven

§ 235. Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af fotografier, film el.lign. af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende samtykker i besiddelsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)