16-årig pige kørt over under mystisk episode – Politiet beder om hjælp

Nordjyllands Politi søger nu efter vidner til en påkørsel i trafikken, der skete mandag 4. november 2019, hvor en 16-årig pige blev ramt af en bil.

Påkørslen skete mandag i mellem kl. 17-18 i Løgstør i krydset Dragsdalsvej/Bredgade.

En fører af en rød bil holdt i krydset stille for den 16-årige pige, som han fik øjenkontakt med, hvorefter han gav tegn til, at hun kunne krydse vejen.

Men idet pigen trådte ud på vejen for at krydse den, satte bilen i gang – og den 16-årige pige blev påkørt på bilens højre side. Herefter forsvandt bilisten i østlig retning.

Sagen efterforskes

Lederen af politiets efterforskning, politikommissær Simon Hjorth Jacobsen, oplyser, at politiet efterforsker sagen som en mulig forsætlig påkørsel.

”Omstændigheder omkring påkørslen skal vi dog have undersøgt nærmere, før vi kan udtale os yderligere om sagen,” siger Simon Hjorth Jacobsen.

Nordjyllands Politi efterlyser en rød bil, muligvis af lidt ældre gang. Føreren af bilen beskrives som en mand på 35-40 år.

Har man set noget omkring det pågældende tidspunkt, eller har man andre oplysninger i sagen, så skal man ringe til politiet på 114.

Pigen er chokeret oven på hændelsen, men hun pådrog sig ingen alvorlige skader i forbindelse med påkørslen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)