16. søndag efter Trinitatis – HØST


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Sl 139,1-12
Salmisten skriver:
Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

1 Kor 15,21-28
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit
første brev til korintherne:
Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder« – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.

Joh 11,19-45
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

LÆS OGSÅ:  3. søndag efter Trinitatis 2016

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

16. søndag e. Trinitatis

Vi holder høstgudstjeneste i dag. Det er en gammel tradition fra dengang folks liv og velfærd afhang af årets høst. Det gør de ret beset stadigvæk, men det er holdt op med at være tydeligt for os. En tørke, som den vi har haft her i sommer, er måske med til at gøre det bare en lille smule tydeligt for vore dages danskere, at vi faktisk lever af de gaver, Gud lader jorden frembyde til os. Men generelt er det en viden, der ligger meget fjernt.

LÆS OGSÅ:  Prædiken 22. søndag efter trinitatis.

For 100, eller bare halvtreds, år siden, levede mange flere mennesker af jorden. Da vidste folk godt, at de var henvist på Guds gaver, fordi det var Gud, der sendte regn eller tørke eller godt vejr. Når høsten så endelig var vel i hus, så følte man naturligvis en stor lettelse, som gav lyst til at fejre. Sådan er det ikke mere, for nu er det de færreste, der dyrker jorden i deres ansigts sved i lige så bogstavelig forstand som Adam gjorde. Nu kører vi på kontoret og bagefter køber vi ind i supermarkedet, hvor vi kan få importerede varer fra hele verden. Det afhænger ikke længere direkte af størrelsen på årets høstudbytte, om vi får smør på brødet eller skal sulte og vansmægte hele vinteren.

Vores tilværelse er blevet tryg og håndtérbar, men vi holder nu alligevel stadig høstfest. Nu er høstgudstjenesten bare i fare for at blive til et stykke teater, en historisk mindefest, hvor vi dyrker den engang utrygge fortid som baggrund for den sikre nutid. Hvor vi leger bønder på samme måde som 1700-tallets adelsfolk, der morede sig med at klæde sig ud i bondetøj og derpå spadsere ad sirligt anlagte flisegange ud i barokhaven for at spille hyrdespil.

Men sådan behøver det ikke at være. For det er jo ikke sådan, at vores tilværelse i dag er sorgfri, bare fordi vi har kontorjobs og supermarkeder. Vi kender stadig godt til skæbnens spil i vores liv. Nu giver det sig blot udtryk på andre måder. Nu er det ikke høsten, der slår fejl, men firmaet, der går fallit. Nu er det ikke herremanden, der kuer og truer os, men chefen. Nu er det ikke meldug og græshopper, vi bekymrer os for, men nedskæringer og udsving i markedet.

Og vi kan sagtens stadig forstå, hvad høst betyder, billedligt forstået. Høst er, når vi ser, at vores arbejde bærer frugt. Høst er også efterår – den årstid, hvor naturen gulner og dør – og det minder os om, at vi selv skal dø en dag. For sådan er vores kår som mennesker – dengang som nu. Vi fødes, vi lærer, vi arbejder, vi dør. Som Prædikeren sagde: Der er intet nyt under solen. Det gælder for alle mennesker til enhver tid, at alt, hvad vi sår og alt hvad vi høster er ting, vi har til låns. Som jeg sagde sidste søndag: Alt skal i sidste ende tages fra os, undtagen Guds Ord.

Døden, ja. Dén er blevet lige så fjern for os som bondetilværelsen er.

Vi vil helst gemme døden væk på plejehjem og hospitaler, og så ellers lade, som om vores jordeliv aldrig skal få ende.

LÆS OGSÅ:  10 søndag efter Trinitatis

Dagens evangelietekst har en anden tilgang til døden. ”Der var en mand, som lå syg. Han hed Lazarus.” Så kort og nøgternt kunne evangelisten Johannes fortælle om en mand, der lå for døden. Og Lazarus’ søstre, Martha og Maria – det var dem, vi hørte om sidste søndag – de sender bud efter Jesus, at han skulle komme og helbrede deres syge bror. Men han lader vente på sig. Som han siger: ”Denne sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Da han endelig kom til Betania, hvor Lazarus boede, blev han modtaget af Martha og Maria, som begge bebrejdede ham, at han ikke var kommet noget før. Ingen af dem var i tvivl om, at Jesus ville kunne have helbredt Lazarus, hvis bare han var kommet i tide. Men en dødeopvækkelse forventede de ikke. Og da især ikke tre dage efter, at manden var død.

Der er ingen tvivl om, at Martha og Maria har været nogle af Jesu mest hengivne disciple. Og dog har de misforstået ham. Jesus er ikke en healer eller mirakelmager. Han er Guds Søn. Han har al magt i Himlen og på Jorden. Og hvad end han gør, så gør han det for at herliggøre Guds navn.

”Din bror skal opstå”, sagde Jesus til Martha. ”Ja, det ved jeg godt”, svarer Martha, ”ved opstandelsen på den yderste dag. ”Martha, jeg er opstandelsen. Jeg er livet. Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”

Dét er meningen med hele Lazarus-historien. Den handler ikke om Lazarus og hans sære oplevelse. Hvis den gjorde det, ville den slet ikke være så usædvanlig. Gennem tiderne har der også været mange andre beretninger om andre dødeopvækkelser. Og hvad skulle pointen være? Lazarus skal jo alligevel stadigvæk dø – nu er hans død bare udsat i nogle dage eller uger eller år.

Forskellen på Lazarus’ opvækkelse og alle mulige andre døde­opvækkelser er Jesus. Det er en fortælling om Jesus, om Guds Søn. Ikke om en død mand, der et kort øjeblik trådte ud af sin grav. Det handler om kødets opstandelse og det evige liv. For Lazarus og for dig. Lazarus’ opvækkelse er et billede på den opstandelse, der venter dig og mig. Ligesom også årets gang minder os om den samme opstandelse. Nu høstes kornet, men næste år spirer det frem igen. Nu lever Lazarus, snart dør han, men han skal leve igen, ligesom du og jeg skal, i himmerigets lyse sale.

Amen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)