Nordjyllands Politi modtog kl. 21.37 mandag den 9. august 2021 et alarmopkald om en drukneulykke i Idrætscenter Jammerbugts svømmehal ved Fjerritslev Hostel. En 17-årig ung kvinde blev fundet livløs på bunden af et bassin. Kvinden blev erklæret død tirsdag morgen kl. 04.59.
Den unge kvinde var på tur sammen med andre elever og lærere fra et 10. klasse-center i Værløse, Nordsjælland, da ulykken skete. Kvinden var fra Frederikssund Kommune, og hendes pårørende er underrettet.
”Kvinden blev reddet op af vandet fra bassinets dybe ende af andre elever, og hun modtog livreddende førstehjælp. Det lykkedes også at få pulsen tilbage, og hun blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital. Desværre stod hendes liv ikke til at redde, og lægerne måtte erklære hende død her til morgen kl. 04.59,” udtaler vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen er der ikke umiddelbart tegn på, at der skulle være foregået noget kriminelt i relation til kvindens død.
Der skal nu foretages et ligsyn for at fastslå dødsårsagen.
De øvrige elever og lærere fra 10. klassecenteret i Værløse, som var med på turen til Fjerritslev, er blevet tilbudt psykologisk krisehjælp.