Site icon 24NYT

17-årig pige forsøgt voldtaget – politiet beder om hjælp

Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med et forsøg på voldtægt mod en 17-årige pige natten til søndag.

Den 17-årige blev natten til søndag den 20. maj 2018 forsøgt voldtaget, da hun var på vej hjem efter at have været til privat fest på Folemarksvej i Brøndby. Mens hun var ved at passere under Søndre Ringvej via en gangtunnel, som går fra Folemarksvej til Kirkebjerg Allé, blev hun passet op af en mand der kom gående ned i tunnelen fra Kirkebjerg Allé. Gerningsmanden væltede hende omkuld og forsøgte at åbne hendes bukser. Hun skreg op og det lykkedes hende at få ham skubbet fra sig, hvorefter han tog flugten samme vej som han var kommet.

Signalement af gerningsmand:

Gerningsmanden beskrives som: Mand, 25-30 år gammel, ca. 170 cm høj, muskuløs af bygning, rødblond army-kort hår/kort i siden og længere i toppen og redt til siden, dybtliggende øjne, iført mørkegrøn hættetrøje og mørke jeans ligesom han bar en mindre sort bæltetaske over skulderen.

– Voldtægtsforsøget skete umiddelbart efter midnat og vi leder efter vidner der kan have set noget før eller efter overfaldet. Så har du oplysninger, så sidder vi klar ved telefonerne, siger politikommissær Ole Nielsen.

Københavns Vestegns Politi kan træffes hele døgnet på 43861448.

Exit mobile version