17-årig varetægtsfængslet for voldtægt af 13-årig pige

En 17-årig mand fra Sydsjælland er søndag blevet varetægtsfængslet i otte dage, sigtet for voldtægt af en 13-årig pige. Voldtægten er sket på Sauntevej i Hornbæk lørdag eftermiddag omkring klokken 17 og ikke mellem klokken 19.30 og 20.30, som først antaget.

Den 13-årige og den 17-årige havde et fjernt bekendtskab, og havde aftalt at mødes på Sauntevej i Hornbæk lørdag eftermiddag. Da den 13-årige kom til stedet, kaldte den 17-årige mand på hende inde fra et buskads.

De to har haft helt forskellige intentioner med deres møde, og den 13-årige afviste gentagne gange den 17-åriges opfordring til sex. Alligevel tog han fat i hende og begik en fuldbyrdet voldtægt mod hende, hvorefter han forlod stedet.

Den 13-årige pige fik efter voldtægten kontakt til sin mor, som straks kontaktede Nordsjællands Politi. Mens politiet var i gang med en gerningsstedsundersøgelse på Sauntevej, kom den 17-årige forbi. Han blev på baggrund af pigens meget nøjagtige signalement genkendt af politifolkene derude og anholdt.

Nordsjællands Politi vil gerne høre fra borgere, som har set eller hørt noget i området omkring mellem rundkørslen på Sauntevej og Hornbæk Fitness lørdag den 2. juni 2018 ved17-tiden. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Nordsjællands Politi kæder ikke umiddelbart sagen fra den 2. juni sammen med den voldtægt, som blev begået mod en 33-årig kvinde den 17. maj i Hornbæk Plantage. Efterforskningen af den sag er fortsat i gang.

LÆS OGSÅ:  En person stukket med kniv – masser af politi

Af hensyn til efterforskningen ønsker Nordsjællands Politi ikke at komme med yderligere oplysninger til disse sager.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)