Den 18-årige mand blev anholdt fredag efter flere anmeldelser torsdag. Han ventes løsladt efter endt afhøring, men der venter nu et retligt efterspil.
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt fredag en 18-årig mand fra Tønder Kommune i forbindelse med efterforskningen af en sag om tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse i Rødekro og Aabenraa torsdag.
Der har været tale om to hændelser i Rødekro og en hændelse i Aabenraa, hvor en yngre mand kom kørende i en bil og spurgte kvinder om vej til den nærmeste brugs, samtidig med, at han blottede sig.
Den 18-årige har erkendt samtlige tre kendte forhold samt yderligere to lignende hændelser. Han ventes løsladt efter endt afhøring, men der venter nu et retligt efterspil.