18-årig pige dræbt – knivstukket og brændt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog lørdagdag kl. 01.27 anmeldelse om brand i en lejlighed på Kirsebærplantagen i Nyråd ved Vordingborg. Da politi og brandvæsen kom til stedet var lejligheden overtændt. Efterfølgende blev en omkommet person fundet i lejligheden. Den omkomne person er nu identificeret som en 18-årig kvinde. Familien er underrettet.

De kriminaltekniske undersøgelser har fastslået, at der er tale om drab, idet den dræbte er tilføjet flere knivstik.

Politiet har kl. 12.10 anholdt en 18-årig mand fra Sydsjælland, der sigtes for drabet på den 18 årige kvinde. Han erkender at have været på gerningsstedet. Der kan endnu ikke oplyses noget om motiv.

Gerningsmanden forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved søndag, hvor der vil blive begæret lukkede døre af hensyn til efterforskningen i sagen.

Der resterer fortsat en del undersøgelser for at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor kan der ikke oplyses nærmere detaljer på nuværende tidspunkt.