Site icon 24NYT

18 sigtet i stor muldyr-aktion

Københavns Vestegns Politi har torsdag morgen anholdt 17 og sigtet en på Vestegnen i en stor politiaktion rettet mod såkaldte muldyr, som har stillet deres bankkonti til rådighed for bedragere, der har svindlet ældre medborgere for penge.

 

 

Anholdelserne skete i en stor politiaktion mod flere hundrede muldyr i landets politikredse koordineret med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Som del af aktionen anholdt Københavns Vestegns Politi 17 mænd i alderen 17 til 44 år i otte vestegnskommuner. Derudover blev en enkelt sigtet på sin adresse.

Alle sigtes efter straffelovens bestemmelser om hvidvask af penge, som politiet mener er udbytte fra bedragerier mod ældre medborgere.

Bedragerierne er typisk sket ved, at en svindler ringer op til den ældre, udgiver sig for at være fra Nets, banken, politiet eller lignende, og enten franarrer dem kreditkort og koder, eller lokker dem til overføre sine penge til en ’sikker’ bankkonto. De ældres penge ender midlertidigt på en konto ejet af et muldyr, før de bliver hævet:

”Den type svindel mod vores ældre medborgere er er en ussel form for kriminalitet, som de her muldyr hjælper organiserede kriminelle med at gøre muligt. Det er strafbart, bliver retsforfulgt og får konsekvenser – det er dagens anholdelser et eksempel på,” siger politikommissær Carsten Knudsen, Københavns Vestegns Politi.

Han oplyser, at to af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup med begæring om varetægtsfængsling for lukkede døre. Det drejer sig om en 23-årig mand fra Søborg, som retten fængslede i fire uger, og en 24-årig mand fra Albertslund, som endnu ikke er afgjort.
De øvrige løslades i løbet af dagen.

Politikommissæren udelukker ikke flere anholdelser i den kommende tid, og oplyser, at efterforskningen fortsætter. Han ønsker ikke at kommentere efterforskningen.

 

Fængslet i december

Op til dagens aktion blev en 41-årig mand anholdt i Hvidovre allerede den 22. december, fordi han kunne mistænkes for at stille sin konto til rådighed for flere hundrede tusinde kroner, som to ældre kvinder var svindlet for.
Han var før dømt for ligeartet kriminalitet og blev varetægtsfængslet i fire uger af Retten i Glostrup for lukkede døre.

 

Undgå at blive muldyr eller blive svindlet

Politikommissær Carsten Knudsen opfordrer til, at man aldrig modtager, hæver eller overfører penge for fremmede:

”Sig nej. Pengene kan være udbytte fra forbrydelser, dermed hjælper man kriminelle, og det er strafbart. Det kan ende med en fængselsstraf og giver grimme pletter på straffeattesten,” siger Carsten Knudsen.

Han opfordrer også til, at man er skeptisk ved usædvanlige opkald fra banker og myndigheder:

”Beder nogen om personlige oplysninger, kreditkort eller om overførsel af penge, skal man smække røret på. Ring selv op til din bank og undersøg, om henvendelsen er reel eller fup,” siger politikommissær Carsten Knudsen.

 

Straffeloven

§ 290 a. For hvidvask straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der konverterer eller overfører penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en strafbar lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 8 år, når hvidvasken er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.

 

Exit mobile version