180 kg hash – flere domme i sag som distribution go handel

I en større sag om organiseret hashhandel er en mand i går idømt to år og tre måneders fængsel. To andre er i forvejen dømt i sagen.

I alt tre mænd er nu dømt i en større sag om distribution og handel med hash på Sjælland. En 43-årig mand blev i går ved Retten i Lyngby idømt en fængselsstraf på to år og tre måneder for videreoverdragelse af ca. 180 kilo hash.

I forvejen er en 27-årig og en 54-årig mand dømt i sagen. Den 27-årige blev i juni straffet med et år og tre måneders fængsel for at have bistået med transport af ca. 33 kg. hash, mens den 54-årige mand blev idømt to års fængsel for at have videreoverdraget ca. 100 kg. hash.

 

Sagen er efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi. SEØ foretog anholdelser i sagen den 9. marts og 6. april 2020, og under politiets ransagninger af flere adresser blev der bl.a. fundet ca. 100 kg hash, ca. 200.000 kr. i kontanter, flere skydevåben og ammunition.

 

”Med opklaringen af sagen har vi fjernet ca. 100 kg. hash fra gadeplan samtidig med, at vi har optrevlet et distributionsnetværk i Danmark. Det er godt efterforskningsarbejde, og jeg er meget tilfreds med, at retten stort set har fulgt anklagemyndighedens påstand om straf i alle tre sager. Straffene afspejler, at der er tale om organiseret distribution og hashhandel,” siger anklagerfuldmægtig Gutti Harryson fra SEØ.

LÆS OGSÅ:  Syv mænd dømt for deltagelse i indsmugling af over 400 kilo hash

 

De tre mænd har været varetægtsfængslet siden anholdelsen. Mens den 27-årige har udbedt sig betænkningstid ift. at anke sin dom, har de to andre valgt at modtage deres domme.

 

En fjerde mand er tiltalt for besiddelse af hash til videreoverdragelse samt at have været i besiddelse af en større mængde skydevåben og ammunition. Den sag er endnu ikke afgjort.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)