19-årig anholdt for drabsforsøg

Københavns Politi, Afdelingen for Organiseret Kriminalitet, foretog den 13. december anholdelse af to mænd på 19 år.

Den ene 19-årige mand fremstilles i dag i Dommervagten på Frederiksberg. Han er sigtet for drabsforsøg begået den 23. oktober 2017 på Tagensvej ud for nr. 185. Her blev en 24-årig mand overfaldet af flere personer og tildelt 9 knivstik.

Den 19-årige mand sigtes for yderligere et drabsforsøg begået samme dag 5 minutter forinden på Hothers Plads.

Den anden 19-årige mand løslades.

7 mænd allerede anholdt i sagen fra Tagensvej
I sagen fra Tagensvej er der i forvejen fængslet 7 mænd i alderen 20-36 år. 6 af mændene blev anholdt i forbindelse med en større politiaktion den 5. december 2017. Alle 6 mænd blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter politiaktionen, som blev afviklet for dobbelt lukkede døre. De dobbelt lukkede døre vil blive ophævet i forbindelse med fremstillingen i dag.

Alle 8 personer tilhører en bandegruppering, der bl.a. hører til på indre Nørrebro.

Anholdelse af mand for grov vold
Afdelingen for Organiseret Kriminalitet foretog i går endvidere anholdelse af en 24-årig mand, der sigtes for overtrædelse af straffelovens §245 – grov vold. Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag. Yderligere 2 personer er fængslet i denne sag.

Indsatsen fortsætter
Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen er tilfreds med gårsdagens anholdelser.
”Vi fortsætter ufortrødent indsatsen mod bandegrupperingerne, og vi kan se, at det lange seje træk giver resultater” siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)