19-årig druknet efter at være blevet skubbet i vandet

Via alarmcentralen modtog Fyns Politi i går kl. 1836 anmeldelse om, at der var sket en drukneulykke i Davinde Sø, beliggende sydøst for Odense. Trods ihærdigt forsøg lykkedes det ikke tilkaldt ambulancepersonale og ambulancelæge at få genoplivet den 19-årige unge mand fra Odense.

Hændelsen er næsten så tragisk, som det kan være: En flok unge mennesker, der alle kendte hinanden var forsamlet ved søen. Politiets afhøring af de implicerede på stedet tyder på, at en kammerat til den 19-årige på et tidspunkt i leg skubbede ham i vandet fra en bro.

Ingen var tilsyneladende klar over, at den 19-årige ikke kunne svømme. Der er forskellige vidneudsagn om, hvor længe den 19-årige lå i vandet, før det gik op for de øvrige, at han ikke kunne svømme. Det var de tilstedeværende, der bjærgede den 19-årige.

Den 19-årige kommer fra Odense, hvor han er studerende. Det skal i den anledning bemærkes, at der ikke var tale om et sidste-skoledag arrangement. Det skal også bemærkes, at ingen af de implicerede var spirituspåvirkede.

De pårørende er underrettet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)