Klokken 18.35 i går blev det anmeldt til alarmcentralen, at en 2-årig pige var faldet ud fra et vindue fra 2. sal og landet i et lavt buskads på en adresse på Møllevænget i Allerød.
Politi og sundhedsvæsen blev sendt til stedet, og den indledende vurdering var, at pigen havde et sår i hovedet, der skulle syes, men at hun ellers var sluppet relativt heldigt fra faldet.
Nordsjællands Politi har ingen yderligere oplysninger om pigens nuværende fysiske tilstand, eller hvad der førte til, at hændelsen fandt sted.