Politiet modtog anmeldelsen tidligt onsdag morgen.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog onsdag klokken 03.59 en anmeldelse fra en 19-årig kvinde om voldtægt, begået kort forinden i et parkområde nær Sønderborg Slot.
Området blev efterfølgende spærret af i forbindelse med efterforskningen, ligesom politiet også har brugt hunde til at finde spor på gerningsstedet.
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt klokken 11.11 en 20-årig mand fra lokalområdet og har sigtet ham for voldtægt.
Anklagemyndigheden skal efterfølgende tage stilling til, om der er grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket – af hensyn til den fortsatte efterforskning – ikke oplyse yderligere til pressen om hændelsen.