20-årig mand sigtet for drabsforsøg

En 20-årig mand blev ved retten i Herning fængslet til den 20. oktober. Manden er sigtet for drabsforsøg, men retten fandt, at der alene var begrundet mistanke om grov vold. I alt er tre mænd sigtet i sagen.

Onsdag den 3. marts 2021 blev en 21-årig mand overfaldet foran sygehuset i Herning og blandt andet stukket flere gange i ryggen med en kniv.

En 20-årig mand blev mandag den 27. september 2021, anholdt i sagen og sigtet for drabsforsøg. I dag blev han i et grundlovsforhør ved retten i Herning varetægtsfængslet indtil den 20. oktober, hvor varetægtsfængslingen for to andre personer i samme sagskompleks udløber. Ved grundlovsforhøret i dag fandt retten alene, at der var begrundet mistanke om grov vold.

Den 20-årige mand er den tredje sigtede i sagen. To andre mænd på henholdsvis 19 og 26 år er også blevet sigtet for drabsforsøget. De sad i forvejen varetægtsfængslet for blandt andet ulovlig våbenbesiddelse.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der tale om et internt opgør i det kriminelle miljø i Herning.

Den 20-årige mand nægter sig skyldig og tog forbehold for at kære.