36-årig mand fremstilles i grundlovsforhør sigtet for voldtægt
Sydøstjyllands Politi anholdt i går en 36-årig mand, der på baggrund af bl.a. efterforskning på gerningsstedet, sigtes for at have begået voldtægt mod en 20-årig kvinde i Åparken i Kolding natten til i går den 20. september 2021.
Den 36-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding i dag tirsdag den 21. september kl. 8.30.
Anklagemyndigheden anmodede retten om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Resultat af grundlovsforhør
Retten i Kolding har i grundlovsforhøret her til morgen løsladt den 36-årige mand, der blev fremstillet som sigtet for voldtægt.
Retten begrunder løsladelsen i dag med, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke vurderes opfyldte.
Sydøstjyllands Politi opretholder sigtelserne mod den 36-årige mand, og efterforskningen fortsættes. Sydøstjyllands Politi har på den baggrund ikke yderligere oplysninger, der kan deles med offentligheden.