Site icon 24NYT

20 politianmeldelser til SØIK om snyd med hjælpepakker

penge kroner

Arkivbillede.

Erhvervsstyrelsen og Hvidvasksekretariatet har politianmeldt 20 sager om svindel til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i relation til de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget for at afbøde de samfundsmæssige konsekvenser af situationen med COVID-19.

Hvidvasksekretariatet har samtidig modtaget 133 underretninger fra danske pengeinstitutter med mistanke om svindel i relation til hjælpepakkerne. De underretninger er fra Hvidvasksekretariatet sendt videre til SØIK og Erhvervsstyrelsen for at vurdere, om der er tale om strafbare forhold, og det må forventes, at flere af underretningerne udløser yderligere politianmeldelser.

SØIK modtager alle politianmeldelser om mulig svig med hjælpepakkerne og har bl.a. til opgave at fordele sagerne til de relevante politikredse, der skal efterforske hovedparten af sagerne. Alle anmeldelser og underretninger, der modtages i SØIK, bliver grundigt gennemgået for at vurdere, om der er grundlag for at indlede en efterforskning.  Er der mulighed for med det samme at beslaglægge midler, som kan stamme fra svigagtigt opnået støtte fra en kompensationsordning, sørger SØIK for, at midlerne bliver beslaglagt, inden sagen fordeles til en politikreds.

»Det er afgørende, at de støtteordninger og hjælpeforanstaltninger, der skal holde hånden under virksomheder og lønmodtagere, bliver udbetalt til de rette og ikke bliver misbrugt hverken af organiserede kriminelle eller af svindlere. Vi tager alle sager om mulig svindel meget alvorligt og er opmærksomme på hver eneste sag, der bliver vurderet så hurtigt som muligt for at komme svindel og misbrug med hjælpepakkerne til livs. Det er også en central del af vores indsats at søge at få fat i de penge, som ved svig er hentet op af den offentlige pengekasse,« siger Thomas Anderskov Riis, der er chefpolitiinspektør hos SØIK.

Ud af de 20 politianmeldelser vedrører 18 mulig svindel med støtteordningen for lønkompensation, tre politianmeldelser drejer sig om mulig svindel med støtteordningen for selvstændige, mens to drejer sig om mulig svindel med støtteordningen for faste omkostninger. Enkelte af anmeldelserne drejer sig om mulig svig med flere af støtteordningerne.

Der er anmeldt svindel for mere end syv mio. kroner, og SØIK har i den forbindelse beslaglagt omkring 470.000 kroner. Dele af den anmeldte svindel er blevet opdaget, før der skete udbetaling.

Der er etableret et særligt styrket samarbejde mellem flere forskellige myndigheder for at overvåge udviklingen og sætte hurtigt og effektivt ind over for misbrug og svindel med hjælpepakkerne.

»Vi har et solidt og tæt samarbejde med både Erhvervsstyrelsen, Skattestyrelsen og de lokale politikredse om at forebygge og bekæmpe misbrug af hjælpepakkerne. Vores første erfaringer viser endvidere, at underretningerne fra danske pengeinstitutter er meget værdifulde for den samlede indsats. De danske pengeinstitutter gør et kæmpe stykke arbejde og indberetter værdifulde oplysninger, der bliver helt centrale for myndighedernes arbejde,« siger Thomas Anderskov Riis.

Folketinget har vedtaget at skærpe straffene for snyd, der er relateret til COVID-19. Dermed kan straffene for særlig grov svig og hvidvask af særlig grov beskaffenhed i sidste ende flerdobles. SØIK vil udvælge en række sager som såkaldte prøvesager ved retten for at få fastlagt strafniveauet for svindel med hjælpepakkerne.

SØIK vil fremover offentliggøre udviklingen i antal anmeldelser og underretninger ugentligt på anklagemyndigheden.dk.

(Af Jens Fuglsang Edelholt)

Se faktaark om antal anmeldelser og underretninger

Exit mobile version