21-årig fik beslaglagt bil efter formodet vanvidskørsel

En patrulje på Tilst Vestervej i Tilst satte natten til onsdag kl. 3.14 efter en bil, der kørte forbi dem i høj fart. I stedet for at standse for politiet, satte bilisten farten op og fortsatte ad Tilst Skolevej.

Her rundede speedometeret i patruljebilen på et tidspunkt et godt stykke over det dobbelte af de 50 km/t, som man må køre i området.

På Langkærvej holdt bilisten ind, og han og en passager løb fra stedet. Bilisten, en 21-årig mand, blev dog indhentet og anholdt.

Da den 21-årige under eftersættelsen kørte over dobbelt så stærkt, som det tilladte, betegnes det som vanvidskørsel, og bilen blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Ejerforholdet af bilen er nu ved at blive afklaret.

Den 21-årige virkede påvirket og har ikke noget kørekort, og han blev derfor ud over vanvidskørslen sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret. I bilen fandt betjentene en dolk og nogle tramadol-piller, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)