Site icon 24NYT

21-årig mand idømt 5 års ubetinget fængsel i omfattende svindelsag

Foto: Henrik Madsen

En 21-årig mand er ved i retten i Aalborg den 7. juni 2024 blevet idømt 5 års ubetinget fængsel i en særdeles omfattende sag om groft bedrageri og databedrageri for ca. 36 millioner kroner i alt. Over 1.000 personer er forurettede i sagen, der har krævet et tæt samarbejde mellem efterforskere og anklagemyndighed i Nordjyllands Politi.

 

 

Sagen begyndte ved retten i Aalborg den 4. marts, og i dag den 7. juni 2024 faldt der dom: En 21-årig mand er kendt skyldig i at have begået groft bedrageri og databedrageri for ca. 36 millioner kroner. Manden ankede dommen. Strafferammen for groft bedrageri er otte års fængsel.

”Jeg er meget tilfreds med, at retten i dag valgte at følge anklagemyndighedens påstand. Denne sag er meget omfattende og har krævet et stort efterforskningsarbejde og et tæt og tværfagligt samarbejde mellem både politi, anklagemyndighed og civile specialkompetencer. Dommen afspejler, at der er tale om alvorlig økonomisk kriminalitet, og at det er en hovedgerningsmand, en bagmand, der har været tiltalt, ” forklarer specialanklager Mette Vestergaard, anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.

Sagen har krævet hele 18 retsdage, og der har været indkaldt 80 vidner. Over 1.000 personer er forurettede i de cirka 5.300 forhold, som anklageskriftet rummede. Massive mængder data fra bl.a. Nets er blevet dokumenteret i retten, ligesom man har gennemgået en lang række elektroniske koster sammenholdt med dømtes Snapchat-data.

 

Svindlede via falske hjemmesider og links i sms’er

Sagens tiltalte er dømt for bedrageri for over fem millioner kroner i forbindelse med drift af hjemmesider med svindel for øje. Hjemmesiderne havde navne som Po1wer, Elgigantan og Elgigantenn. Typisk reagerede de forurettede på et ’godt tilbud’ på en iPhone til 2.999 kroner – et fiktivt tilbud og en vare, som ikke blev leveret.

Specialanklager Mette Vestergaard forklarer videre om den dømtes modus:

”– Derudover var den dømte tiltalt for smishing for over 30 millioner kroner ved at have sendt sms’er til de forurettede angående opdatering af deres NemID til MitID. I forbindelse med, at folk trykkede på et link, gav de reelt gerningsmanden deres MitID-koder og kortoplysninger. Derefter blev der så uden folks vidende foretaget handler på deres kort. Der blev købt dyre modegenstande, hotelophold, guldbarer og andet. Over 500 personer er vågnet op til en tømt konto.”

 

Blev anholdt i Spanien

Efterforskere i Nordjyllands Politi havde undervejs i sagens efterforskning et godt samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har bistået med tekniske rapporter.

Den nu dømte blev sigtet og fremstillet i grundlovsforhør første gang in absentia i januar 2023. I forlængelse heraf blev der udstedt en international arrestordre, og den 2. marts 2024 blev den unge mand pågrebet og anholdt i Madrid af spansk politi.

 

Mandag den 13. marts fik Nordjyllands Politi udleveret den anholdte, som har siddet varetægtsfængslet frem til dommen i dag.

 

Misbrug af kreditkort kan forebygges

Politiets råd til at forebygge misbrug af kreditkort- og personlige oplysninger lyder:

 

Exit mobile version