Site icon 24NYT

22-årig dømt for bl.a. vanvidskørsel

retten i kolding

En 22-årig mand fra Fredericia blev i går, mandag den 16. maj 2022, ved Retten i Kolding idømt 4 måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og en ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år for blandt andet vanvidskørsel, overtrædelse af knivloven og medvirken til falsk anmeldelse.

 

Den 22-årige mand blev blandt andet fundet skyldig i flere forhold, der fandt sted den 10. august 2021 på en strækning fra Jernbanegade i Fredericia til et stisystem i Hannerup Skov ved Hannerup Brovej i Fredericia. Her undlod den 22-årige blandt andet at efterkomme politiets anvisning om at stoppe, han kørte over for flere røde lys i høj fart, så flere biler måtte bremse eller undvige for at undgå sammenstød, og han kørte desuden mod kørselsretningen i minimum 100 meter. Forløbet endte med, at den 22-årige stak af, da bilen var kørt fast i et skovområde i Hannerup Skov.

 

Den nu dømte var på det tidspunkt desuden frakendt førerretten.

 

Efterfølgende blev der fundet to knive, som havde forbindelse til den 22-årige og han blev derfor også dømt for besiddelse af de to knive, som han hverken havde et anerkendelses værdigt formål eller politiets tilladelse til at besidde.

 

Medvirken til falsk anmeldelse

Den 22-årige mand blev også dømt for medvirken til falsk anmeldelse. Han kontaktede nemlig den kvindelige ejer af den bil, han kørte i den 10. august 2021, og oplyste hende om, at hendes bil var blevet stjålet. Det gjorde han for at få hende til at indgive en anmeldelse til politiet, hvilket lykkedes.

 

Den 22-årige henvendte sig selv til politiet i forbindelse med anmeldelsen om den stjålne bil, hvor han bliver anholdt og sigtet for kørselsforløbet.

 

Retten vil på et senere tidspunkt tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bilen, den 22-årige kørte i, skal konfiskeres.

 

Den 22-årige modtog dommen.

Exit mobile version