Site icon 24NYT

22-årig fængslet for skud

Retten i Glostrup varetægtsfængslede i dag en 22-årig mand i fire uger for en skudepisode på Søborg Torv. I forvejen er en 18-årig varetægtsfængslet i samme sag.

Episoden fandt sted om aftenen onsdag den 25. oktober, hvor en 34-årig mand blev ramt af skud ved Søborg Torv. I forbindelse med efterforskningen blev en 18-årig mand fra København varetægtsfængslet to dage efter.

I går – tirsdag – blev endnu en mistænkt anholdt, en 22-årig mand fra København, som blev fremstillet i et grundlovsforhør i dag onsdag.

Han sigtes for forsøg på manddrab sammen med den 18-årige, og retten varetægtsfængslede ham i foreløbig fire uger.

Retten nedlagde navneforbud og bestemte, at retsmødet blev holdt for lukkede døre. Derfor kan Københavns Vestegns Politi ikke kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt – udover, at efterforskningen nu fortsætter.

Exit mobile version