Site icon 24NYT

23-årig idømt anbringelse for skyderiet i Field’s

Den 23-årige mand, der bl.a. dræbte tre personer i Field’s den 3. juli 2022, er i dag blevet idømt anbringelse uden tidsgrænse på Sikringsafdelingen i Slagelse.

 

Dommen er afsagt, efter at den 23-årige blev kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, blandt andet drab på tre personer i Field’s den 3. juli: en 46-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Drabene skete mellem klokken 17.33, hvor han begyndte at skyde, og 17.48, hvor han blev anholdt.

Han blev også kendt skyldig i drabsforsøg på 11 navngivne forurettede og drabsforsøg på en gruppe af ca. 20 uidentificerede personer, som han skød imod.

Anklagemyndigheden havde inden dommen nedlagt påstand om netop anbringelse på Sikringsafdelingen til den 23-årige.

”Med dommen er der sat et foreløbigt strafferetligt punktum for skyderiet i Field’s for lidt over et år siden. Men man må ikke glemme, at det var en dag, der har berørt mange mennesker, hvoraf flere desværre stadig kæmper med fysiske og psykiske følger,” siger specialanklager Søren Harbo fra Københavns Politi.

Den 23-årige udbad sig betænkningstid ift. en evt. anke.

Exit mobile version