Site icon 24NYT

23-årig mand begæres varetægtsfængslet i drabssag

politi glas mørk

Foto: Rigspolitiet.

Østjyllands Politi foretog onsdag eftermiddag anholdelse af en 23-årig mand, der torsdag kl. 12.00 fremstilles i grundlovsforhør i sagen om drabet på en 40-årig mand fra Djursland.

 

Det er en uge siden, at Østjyllands Politi sidst havde fat i den 23-årige mand, hvor han blev anholdt sammen med en 37-årig mand. Det var dog i første omgang kun den 37-årige mand, der blev fremstillet i grundlovsforhør, men den seneste uges efterforskning har bestyrket mistankegrundlaget mod den 23-årige mand.

”Vi har arbejdet hårdt med den her sag de seneste par uger. Undervejs i efterforskningen dukker der hele tiden nye spor og nye oplysninger op, og der begynder at tegne sig et klarere billede af, hvad der er sket, og hvem der har været involveret,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

I går resulterede det så i, at politiet kunne foretage anholdelse af den 23-årige mand, der, som den sjette i rækken, vil blive begæret varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Randers torsdag kl. 12.00.

 

Seks personer sigtet i forening

Den 23-årige mand er sigtet for, i forening med de fem øvrige sigtede i sagen, at have medvirket til drabet på den 40-årige mand, der efter politiets opfattelse formentlig er sket torsdag den 14. juli på en adresse i Nimtofte.

Han er desuden sigtet for usømmelig omgang med lig, bortskaffelse af beviser og brandstiftelse ved, også i forening med de øvrige sigtede, blandt andet at have placeret liget af den 40-årige mand i et skovområdet ved Spentrup, hvor det blev fundet torsdag i sidste uge, samt at have sat ild til den dræbtes varebil.

Fire af de øvrige fem sigtede, en kvinde og tre mænd i alderen 26 til 39 år, er tidligere blevet varetægtsfængslet i sagen, mens en 23-årige kvinde blev løsladt af dommeren i et grundlovsforhør tirsdag i sidste uge. Hun er dog fortsat sigtet i sagen.

 

Omfattende efterforskning

Selvom politiet nu har sigtet seks personer i sagen, venter der fortsat et stort efterforskningsarbejde forude.

”Vi skal blandt andet have afdækket det præcise hændelsesforløb forud, under og efter drabet, og det skal afklares, hvordan de sigtede hver især har været involveret i sagen. Derfor vil der ved dagens grundlovsforhør igen blive anmodet om dørlukning, så der ikke kommer oplysninger ud i offentligheden, som kan skade vores efterforskning”, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunktet ikke at komme med yderligere oplysninger om sagen.

Exit mobile version