Site icon 24NYT

24-årig dømt for røveri og trusler mod unge mænd

En 24-årig mand fra Tranbjerg er i Retten i Aarhus blevet idømt et år og tre måneders fængsel for at have røvet, tæsket og truet to unge mænd for to måneder siden.

Den 25. juni sad de to mænd på 17 og 18 år på en bænk i Tranbjerg, da den 24-årige konfronterede dem og forlangte at få deres mobiltelefoner og øl. Undervejs slog han dem flere gange, truede dem og tvang dem til at drikke om kap med ham.

Han tvang også mændene til at nulstille deres mobiltelefoner, inden han stjal dem og tog resten af øllene. Efter en halv time lykkedes det til sidst de to unge mænd at stikke af. Begge mænd havde mindre skader og skrammer efter overfaldet. De kunne efterfølgende give politiet et godt signalement af manden, og de kunne huske, at han havde nævnt en gade, han boede på.

Anholdt på politistationen

Ud fra de oplysninger fandt politiet hurtigt frem til den 24-årige, som dog i første omgang ikke var at finde på den adresse, han normalt var tilknyttet. Et par dage efter røveriet dukkede han så selv op på politistationen for at anmelde et tyveri, han selv skulle have været udsat for. Han blev anholdt på stationen og dagen efter varetægtsfængslet.

Et par måneder efter i Retten i Aarhus erkendte den 24-årige alle forhold. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

”Den 24-årige er tidligere dømt for røveri og vold, og i dette tilfælde har han udøvet forskellige former for vold og trusler mod to uskyldige mænd. Jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand om en længere ubetinget fængselsstraf, ” siger anklager i sagen, Jan Østergaard.

Exit mobile version