Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der bliver rejst tiltale for forsøg på terrorisme mod en 24-årig mand fra Københavnsområdet.
Manden blev i april 2020 anholdt umiddelbart efter, at han havde købt et skydevåben, to magasiner og 50 patroner. Siden har han siddet varetægtsfængslet, og i dag er han blevet tiltalt for at planlægge et terrorangreb.
Det oplyser Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København.
»Det er vores opfattelse, at skydevåbnet, som manden købte, skulle bruges til at udføre et terrorangreb enten i Danmark eller i udlandet. Det mislykkedes, fordi han blev anholdt umiddelbart efter, at han have købt våben og ammunition. Derfor har vi nu rejst tiltale for forsøg på terrorisme,« siger Lise-Lotte Nilas.
Manden er tiltalt efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, 2 og 6, jf. § 21.
Sagen vil blive behandlet som en nævningesag, da anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mere end fire års fængsel. Der nedlægges desuden påstand om frakendelse af dansk indfødsret samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.
Sagen skal foregå ved Retten på Frederiksberg, og der er endnu ikke sat en dato for, hvornår den begynder.
Det bemærkes, at den tiltalte i sagen ikke er omfattet af de skærpelser af terrorlovgivningen, som trådte i kraft den 1. juni 2020, idet forbrydelsen er sket inden lovens ikrafttræden. Der vil således bl.a. ikke være mulighed for at bringe de nye regler om kontakt- og opholdsforbud i spil i forbindelse med denne sag.