I forbindelse med efterforskningen af sag, hvor en 81-årig kvinde blev fundet dræbt i sit hjem i et boligkompleks på Østerbro, blev politiet af pårørende og beboere i boligkomplekset gjort opmærksom på andre mistænkelige hændelser og en bekymring for, at andre skulle have været udsat for lignende forbrydelser.
Den 26-årige mand, som i weekenden blev sigtet for drab på den 81-årige kvinde fra Østerbro, er derfor i dag blevet sigtet for yderligere to drab.
“Vi har i to tilfælde kunne konstatere, at der har været misbrug af dankort, som er sket efter de pågældende personer er afgået ved døden. Men af hensyn til efterforskningen og af hensyn til de pårørende kan vi på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på de mistænkelige omstændigheder ved dødsfaldene,” siger Brian Belling, der er leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.
Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov understreger, at Københavns Politi har sat massivt ind på efterforskningen:
“Det skaber forståeligt stor utryghed i området. Vi tager bekymringen meget alvorligt og har afholdt møde med beboerne. Samtidig har vi sat massivt ind med henblik på en bred efterforskning af de konkrete sager og andre mistænkelige hændelser i samme boligkompleks. Vi vil gerne anmode beboere og pårørende fra området, som ikke allerede er i kontakt med politiet, om at kontakte os, hvis de har oplysninger om mistænkelig adfærd,” siger han.
Sagen, hvor den 26-årige mand nu er sigtet for i alt tre drab, behandles for lukkede døre.
Oplysninger til efterforskningen rettes til Københavns Politi på tlf. 1-1-4.
Københavns Politi afholder senere i dag pressemøde om sagen, hvor bl.a. chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov og efterforskningsleder Brian Belling fra afdelingen for personfarlig kriminalitet vil være tilstede.