Færdselsulykken fandt sted i krydset Grindstedvej / Råbjergvej, syd for Hovborg i Vejen Kommune. Krydset blev derfor efterfølgende spærret for al trafik.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog onsdag klokken 16.41 via 1-1-2 anmeldelse om en færdselsulykke i krydset Grindstedvej / Råbjergvej, syd for Hovborg i Vejen Kommune.
En traktor, ført af en 65-årig mand fra lokalområdet, og en personbil, ført af en 27-årig kvinde fra lokalområdet, var stødt sammen i krydset.
Politi, redningsberedskab og lægehelikopter var hurtigt fremme på ulykkesstedet. Trods den hurtige indsats var det ikke muligt at redde den 27-årige kvindes liv. Hun blev erklæret død på stedet af en læge.
Den 65-årige mand er uskadt.
De pårørende til den 27-årige kvinde er underrettet.