27-årig mand sigtet for ni bilbrande på Nørrebro

Københavns Politi har anholdt en mand og sigtet ham for ni tilfælde af brandstiftelse på biler i Baldersgade.

Der har i de seneste cirka to måneder været et påfaldende antal brande i personbiler i Baldersgade på Nørrebro. På baggrund af efterforskning af hændelserne har Københavns Politi torsdag aften anholdt en 27-årig mand.

Manden er sigtet for ni tilfælde af brandstiftelse på biler begået i perioden fra den 30. august til den 23. oktober. Den sigtede har ikke relationer til den igangværende bandekonflikt.

»Stigningen i bilbrande i et meget lille område i Baldersgade har naturligvis gjort, at vi har intensiveret vores efterforskning. Det er den efterforskning, der nu har båret frugt,« siger vicepolitiinspektør Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Den sigtede bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret kl. 11.30 med krav om varetægtsfængsling.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)