Retten i Horsens har torsdag afsagt dom i en sag, hvor en 29-årig mand fra Horsens Kommune stod tiltalt for flere gange at have begået grov vold under særdeles skærpende omstændigheder mod sin datter, fra datteren blev født og indtil hun var 3 måneder gammel. Dommen lød på 4 års fængsel.
I retten tilstod den 29-årige mand at have begået vold mod sin datter to gange i perioden fra den 22. juli 2022 til den 22. oktober 2022. Som følge af volden fik datteren alvorlige skader med betydelig risiko for varige men og invaliditet til følge.
Den 29-årige nu dømte mand har siddet varetægtsfængslet siden den 28. oktober 2022. Manden er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.
Dommen blev modtaget.