29-årig mand dømt for udbredelse af racistiske vittigheder 24. februar 2025

Af Anette Pedersen

En 29-årig mand er af landsretten fundet skyldig i overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, straffelovens § 266 b, stk. 1, for offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds via to hjemmesider, som han ejer, at have udbredt racistisk materiale, der var forhånende eller nedværdigende mod grupper af personer på grund af gruppens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro.

I byretten indeholdt sagen 129 vittigheder, men anklagemyndigheden har i forbindelse med ankesagen vurderet sagen på ny og fundet, at 53 vittigheder, som var offentliggjort på hjemmesiderne, var af en sådan grovhed, at de var en overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, hvoraf landsretten var enig i, at 50 af vittighederne var en overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1.

”Dommen slår fast, at man ikke bare kan komme med grove udtalelser, hvorved en gruppe af personer forhånes eller nedværdiges på grund af gruppens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse og så kalde det for vittigheder. Den dømte er ikke fremkommet med udtalelserne som led i en saglig debat, men har derimod tjent penge på at udvælge og kategorisere vittighederne,” siger Susanne Holst Højberg, specialanklager, Statsadvokaten i Viborg.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)