Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Gud Herren: Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde: Se, her er jeg! til et folk, der ikke påkaldte mit navn. Dagen lang rakte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god, efter deres egne planer; Es 65,1-2
* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden. Ef 2,17-22
Luk 15,11-32
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Det stykke fra Lukasevangeliet, jeg lige læste, er en lignelse, som vi plejer at kalde ”lignelsen om den fortabte søn”. Fortællingen om, at man aldrig kan komme så langt væk fra Gud, at man ikke kan tages til nåde igen. Ja, ikke blot tager Faderen sit barn til nåde, han løber ham endda i møde for at byde ham velkommen hjem. Man kan se det afbildet på vores fine alterbillede, som er en klassisk fremstilling af lignelsen. Sønnen, halvnøgen og på bare fødder, med hovedet bøjet i skam; og faderen, myndig og kærlig og rig, der kommer sønnen i møde og omfavner ham. Siden, hører vi i lignelsen, skal der holdes fest for den hjemvendte søn. Han skal have en ring på sin hånd og sko på fødderne. Fedekalven skal slagtes. Og der er meget kød på sådan en kalv, så det er en stor fest, der skal holdes, må man forstå. En fest for alle gårdens folk, store og små. Og der er mange folk på dén gård.
Præsten Massoud Fouroozandeh, som er opvokset i Iran og opdraget som muslim, fortæller, at han blev omvendt til kristendommen netop ved at høre lignelsen om den fortabte søn. Han siger: ”Kristendommen er den eneste religion, hvor Gud selv kommer til mennesket. I alle andre religioner skal mennesket forsøge at nå Gud. Men Jesus beskriver Gud som en kærlig far, der løber sin fortabte søn i møde, selvom sønnen har været ulydig.Da jeg læste om den løbende Gud i Bibelen, blev jeg efterhånden sikker på hans kærlighed til mig.”
Massoud har ret i, at det er noget særligt for kristendommen, at Gud ikke blot sidder afsondret på sin kongetrone, men at han stiger ned fra tronen, opsøger menneskene og kommer dem i møde. Og lignelsen om den fortabte søn fortæller os alt om, hvordan Guds væsen er. Han er som en god far, en kærlig far, som ikke støder sine børn væk, selv når de forlader hans hus, men venter tålmodigt på, at de skal komme tilbage igen – og løber dem i møde, så snart de vender om.
Men kunne man forestille sig, at den fortabte søn var vendt hjem – for sent? Tænk, hvis det nu havde taget mange år for ham at formøble sin fars formue, så han først var kommet hjem som en gammel og grånet mand til en gård, der var forladt og en far, der var død? Sådan har den amerikanske kunstmaler Thomas Hart Benton fremstillet motivet. På hans billede ser man ingen far, kun et enkelt menneske, sønnen. Ingen kommer ham i møde. Ikke hans gamle far, for han er død. Ikke hans trofaste bror – også han lader til at være rejst eller død. Ingen tjenestefolk kommer løbende, ingen søstre eller fætre, ikke engang en hund. Ingen fest skal holdes, der skal ikke være nogen dans og musik. Selv svinene er borte, og med dem de bønner, som de åd. Der er ingen tilgivelse at hente. Alt er tomt. Den fortabte søn står alene, rådvild og mere fortabt end nogensinde, og knuger sin hat i hånden, mens han står og ser fortvivlet op mod sin faders forfaldne, forladte hus. I stedet for fedekalven ser man det afpillede skelet af en for længst afdød ko ligge i det visne, uslåede græs.
Forfatteren og journalisten Peter Hitchens bruger i sin bog The Rage Against God, som desværre ikke er oversat til dansk, netop dette maleri som illustration af, hvordan han selv havde det, da han efter en årrækkes fravær vendte tilbage til den anglikanske kirke. Hitchens, der er født i 1952 tog del i det såkaldte ungdomsoprør i 60’erne og 70’erne, hvor alle traditionerne og alt det etablerede skulle brydes ned under parolen ”Plejer er død!” Ud med det gamle og støvede. Ind med den nye generations, evolutionens højdepunkts, nye og bedre måder og vaner. Det var det nye år nul.
Hitchens beskriver, hvordan han som femtenårig havde inviteret sine venner til at se på, at han satte ild til en Bibel. Bogen brændte dog ikke heftigt og hurtigt, som han havde forestillet sig. Det meste af det lille publikum, han havde inviteret til at tage del i denne ”happening” var sivet fra stedet, da det endelig, efter mange anstrengelser, var lykkedes ham at få ilden til at fænge, og han stod tilbage med et afsvedent og let forkullet eksemplar af sin barndoms ellers højt skattede udgave af King James’ Bible.
Nu, da fjendens og magthavernes undertrykkende bog var skaffet af vejen, var den unge Hitchens fri til at leve, som han ville. Han behøvede aldrig mere gøre noget, han ikke ville. Derfor var han nu ”fri”, idet han var befriet fra de lænker, som hans samvittighed hidtil havde påført ham. ”Du må ikke begå hor”. ”Du skal ære din far og din mor”. ”Hvad end du gør mod en af disse mine mindste små, det har du gjort imod mig”. Alt dette var løgn og gammel overtro, ikke hellige bud givet af en højere autoritet, som man burde frygte.
Mange år senere erfarede han, som Prædikeren, at livet uden Gud blot er tomhed og jagen efter vind. Som den fortabte søn længtes han hjem til sin fars hus, og han sneg sig tilbage til kirken, hvor han, som han skriver, nu har siddet og gemt sig bag en søjle i 25 år. Men ak, hvor forandret, den var. I Hitchens og resten af hans generations fravær havde kirkens loyale og hårdtarbejdende storebrødre bodfærdigt lyttet til den kritik, de fortabte sønner havde rejst. ”Hvorfor skal alting være som det plejer?” Ja, hvorfor egentlig, tænkte de beredvillige og forandringsparate storebrødre? Her er så tomt i fars hus. Måske kommer der flere gæster, hvis vi udskifter orglet med et stereoanlæg eller bænkene med airchairs og fat boys?
”Hvorfor skal vi synge de gamle sange og læse de gamle bøger? Vi forstår ikke ordene, de støder os og er ikke moderne nok til os.” Tjah, så har I vel ret, med jeres store antal og høje uddannelser, med jeres berejsthed og bedrevidende miner. Nu skifter vi bibelen og de gamle tunge salmer ud med lette sange og populær litteratur, så vil I vel komme på besøg en gang imellem, trods alt? Og storebrødrene ventede, festklædte, med friskbrygget kaffe på kanden, hjemme i fars hus, mens penduluret tikkede af sted i den tavse stue og vindheksene rullede forbi på den tomme gårdsplads. År efter år.
Da den fortabte søn i skikkelse af den midaldrende Peter Hitchens endelig vendte hjem, var faderhuset ukendeligt. Væk var den gamle bønnebog, den faste liturgi, de klassiske salmer. I stedet var der såkaldt alternative gudstjenester og nye, progressive former. Alt det, der havde været så fast som en klippe, var væk, stenalteret erstattet af lette kulisser, som jævnligt kunne skiftes ud for at tækkes skiftende tiders krav og behov. ”Jeg havde selv bedt om det”, konstaterer Hitchens bittert, men dette gjorde ikke tabet af det gamle mindre smertefuldt. Nu stod han dér, som sønnen i Bentons maleri, hjemløs, med sin lasede kuffert i hånden.
Der er ingen helte i lignelsen om den fortabte søn. Bortset naturligvis fra faderen. Men sønnerne er begge fortabte. Den ene i sin hårdnakkede afvisning af faderens værdier og modvilje mod at gøre sit arbejde. Den anden i sin rådvildhed og manglende evne til at gøre sin fars vilje, selvom han prøver alt hvad han kan, og endda aldrig får så meget som en lille lammesteg til tak, så han kan fejre sig selv sammen med sine nærmeste venner.
Men gudskelov alligevel for at der er nogen, om de så er nok så svage og uduelige, der bliver hjemme og passer på det gamle hus. Plejer murene, pudser bænkene, synger med på de gamle sange. Lytter til de gamle ord og giver dem videre til deres børn. Modtager dem, der vender hjem – måske ikke med så åbne arme som Faderen i lignelsen, men alligevel nok til at ville glæde sig og fejre festen med dem. Og gudskelov for at vi har en Far i himlene, som rækker hænderne ud efter de sønner og døtre, der er i det fremmede, borte fra faderens hus. Vi ved at det gamle tempel faldt, men vi ved også at han rejste det igen på tre dage. Det er derfor Guds løfte også til os i dag, at når dagene er ringe og alt synes tabt, da vil han rejse det hele igen. At ud af det, der faldt i grus, vil noget nyt oprejses.
Du er mit barn. Alt mit er dit, siger Herren. Derfor bør vi feste og være glade.