En 30-årig mand blev i januar afsløret som narkohandler, da han via Snapchat forsøgte at sælge hash til det, der viste sig at være en betjent.
Halvanden måned senere blev han i Retten i Randers idømt 10 måneders ubetinget fængsel ved at have været i besiddelse af ca. 1 kilo hash og 100 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.
Det var den 7. januar, at den 30-årige sammen med en anden mand mødte op ud for en adresse i Randers NØ, hvor de troede, de havde en aftale med en hashkøber. I stedet dukkede betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje op, og begge mænd blev anholdt.
Den 30-årige havde nogle salgsposer med en mindre mængde stoffer på sig, og derudover havde han en mobiltelefon, hvor Snapchat-kontoen var åben.
Fandt narkoregnskab i lejligheden
Ved en efterfølgende ransagning af mandens lejlighed i Randers C fandt politiet en del salgsposer med kokain og hash, nogle tusinde kroner i kontanter, en digitalvægt og et narkoregnskab.
Ud fra narkofundet, salgsposerne og regnskabet blev det vurderet, at den 30-årige havde været i besiddelse af minimum 100 gram kokain og minimum et kilo hash, som både skulle bruges til videresalg og eget forbrug.
Dagen efter anholdelsen blev den 30-årige varetægtsfængslet, og dét har han været indtil onsdag, hvor dommen faldt.
”Det er blandt andet på baggrund af effektivt politiarbejde, at den 30-årige mindre end to måneder efter sin anholdelse, blev dømt i sagen. Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler, at retten ser med alvor på besiddelse af narko, særligt når det sker med henblik på videreoverdragelse”, siger senioranklager Jakob Beyer.
Den 30-årige erkendte alle forhold og ankede ikke dommen.