30-årig udlænding dømt for menneskesmugling

Den 30-årige har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.

En 30-årig georgisk mand er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg blevet idømt 40 dages ubetinget fængsel samt udvisning med et indrejseforbud i seks år for menneskesmugling.

Hændelsen fandt sted den 6. august ved Frøslev Grænseovergang, hvor den 30-årige mand kom kørende i en polsk personbil med en vietnamesisk mand og kvinde som passagerer, og hvor køretøjet blev taget ud til kontrol.

Da de to vietnamesiske statsborgere ikke kunne legitimere sig, blev de alle tre anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med mistanke om menneskesmugling.

Den 30-årige mand blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Den tiltalte har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.

Dommen blev afsagt den 16. september.

De to vietnamesiske statsborgere blev frihedsberøvede i forbindelse med deres sager om afvisning af indrejse.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest. Og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.