”Nul-timers-kontrakter skaber et nyt arbejdsmarked for løsarbejdere, viser første kortlægning af sin slags”, skriver Ritzau i en nyhed, som bl.a. Børsen og sikkert mange andre medier har bragt.
Løsarbejdere, daglejere eller ”working poor” er store grupper af medarbejdere, der er i job, hvor de tjener så lidt, at de vanskeligt kan forsørge en familie. Mange er på deltid, vikarer eller ansat i såkaldte minijob. De skal have 2-3 job for at forsørge familien, og de må tage til takke med lav løn, deltid, løse ansættelser og dårlige arbejdsforhold uden sundhedsforsikringer, pension, sikkerhed for dagpenge mv.
En ny undersøgelse fra tænketanken Cevea viser, at knap 11 pct. af alle beskæftigede, eller næsten 300.000 danske lønmodtagere, herunder tjenere, køkkenmedhjælpere, rengøringsfolk, serveringspersonale, tolke, bloggere, influencere, gamere, youtubere mv., er ansat på nul-timers-kontrakter.
Udviklingen er tankevækkende i betragtning af, at det i den danske velfærdsmodel ikke er acceptabelt at have ”working poor”. I 2019 identificerede Skattelovsrådet 300.000 erhvervsaktive borgere på det ”tredje” arbejdsmarked, hvilket udfordrer den danske arbejdsmarkedsmodel. Der gik derfor ikke mange timer fra, at Skattelovrådet havde offentliggjort sin rapport om den tredje gruppe på arbejdsmarkedet til, at FH (tidligere LO) og DA var gået sammen om at skyde rapportens grundpræmis ned. “Ikke brug for en tredje gruppe på arbejdsmarkedet”, lød det i en fælles pressemeddelelse.
Fagbevægelsens modstand mod de nye arbejdsformer er led i en eksistenskamp for de faglige organisationer. Fagforeningerne skal ikke bare have mange medlemmer, men de skal også have en høj overenskomstdækning for at sikre, at de kan gøre noget for deres medlemmer. Derfor kæmper de mod en liberalisering og selvstændige næringsdrivende uden overenskomst.
Men også i skattemæssig sammenhæng passer den tredje gruppe på arbejdsmarkedet dårligt ind i systemerne. Indkomsterne er svingende, der er ingen automatisk indberetning af indtægterne, og en del af aflønningen kan være i naturalieydelser.
Fagbevægelsen siger, at den er på den lille mands side imod ”systemet”. Imod udnyttelse og forarmelse. I virkeligheden betyder fagbevægelsens afvisning af den uorganiserede tredje gruppe på arbejdsmarkedet lige det modsatte. Fagbevægelsen er på den mest reaktionære facon med til at fastholde danskerne i gammeldags systemer og arbejdsmønstre. Og den er med til at forringe chancerne for, at ”den lille mand” kan sikre sig selv forsørgelse.
Både nyhedsbureauet Ritzau og Børsen, som ukritisk har gengivet Ritzaus’ nyhed om Ceveas undersøgelse, oplyser, at Ceveas kortlægning er den første af sin slags. Men emnet ”working poor” er der skrevet meget om tidligere, så det er ikke sandt (”fake news” hedder det på moderne dansk). Måske skulle det nye navn, ”folk på nul-timers-kontrakter”, som Cevea anvender, få tænketankens kortlægning til at se som en banebrydende ny undersøgelse, hvem ved.
Sandheden er, at allerede i 2019 identificerede Skattelovsrådet 300.000 erhvervsaktive borgere på det ”tredje” arbejdsmarked. De tæller løst ansatte, bloggere, influencere og youtubere, der alle ender i en gråzone, hvor de hverken er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende.
Børsens Steen Bocian henviste til Skattelovsrådets undersøgelse i et indlæg den 4. april 2019, og det samme gjorde Berlingskes journalist Julie Schneider den 5. februar 2020. Ritzaus’ og Børsens nyhed om Ceveas undersøgelse er derfor en gammel nyhed, der præsenteres som helt ny.
André Rossmann