Han blev idømt 5 år og 6 måneders fængsel.
En 31-årig mand fra Augustenborg-området blev onsdag dømt skyldig i voldtægt af særlig grov karakter. Det blev han ved Retten i Sønderborg.
Voldtægten skete nytårsaften sidste år, hvor den nu dømte mand voldtog en 16-årig pige i Augustenborg Slotspark.
Voldtægten skete på et tidspunkt mellem klokken 20.30 den 31. december 2022 og klokken 00.35 den 1. januar 2023, og manden anvendte både vold og trusler om vold i forbindelse med voldtægten, som også i sig selv var af særlig grov karakter.
Den 31-årige mand blev anholdt mandag den 2. januar 2023, og han blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor han blev varetægtsfængslet, og det har han været siden.
Retten dømte ham i dag til fængsel i 5 år og 6 måneder. Manden ankede strafudmålingen, men ikke skyldsspørgsmålet.
Specialanklager Anemarie Haahr fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi er tilfreds med dommen:
”Det er en særdeles grov sag, og det viser strafudmålingen også”, siger hun.
Efter domsafsigelsen besluttede retten, at manden skulle forblive varetægtsfængslet.