Østjyllands Politi anholdt torsdag aften en 31-årig mand, som mistænkes for at stå bag flere blufærdighedskrænkelser i Allingåbro.
Onsdag aften fik politiet to anmeldelser fra kvinder, der var blevet udsat for krænkelser på Kirkestien i Allingåbro.
En 70-årig kvinde fortalte, at hun omkring kl. 21.00 var blevet taget på bagdelen af en fremmed mand, mens en 40-årig kvinde anmeldte, at hun kort tid efter i samme område havde mødt en mand, der blottede sin penis for hende, inden han forlod stedet i en bil.
En patrulje søgte efterfølgende efter manden i området, men det lykkedes ikke at finde frem til ham.
Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af den 31-årige, der torsdag aften blev anholdt på en adresse i Aarhus og sigtet for forholdene i Allingåbro.
Østjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningen og ser blandt andet på, om den 31-årige kan stå bag flere forhold. Har du været udsat for blotteri eller anden form for blufærdighedskrænkelse i Allingåbro inden for de seneste dage, hører politiet meget gerne fra dig på tlf. 114.